»Jeg er faktisk usikker på, om fidusen overhovedet er lovlig«.

Sådan lød det fredag, da nyhedsbureauet Ritzau talte med Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen om slagteriet Ticans planer om at lade flygtningen Mohamed Ibrahim arbejde om natten fremfor om dagen.

Den højere løn ville nemlig betyde, at hans løn vil berettige til opholdstilladelse i Danmark - hvilket gør det muligt for Mohamed Ibrahim at bliver her frem for at rejse tilbage til sit hjemland, Somalia.

»Det virker jo unægteligt som et forsøg på at omgå den afgørelse, som udlændingemyndighederne er nået frem til på baggrund af den lovgivning, som Folketinget har vedtaget,« sagde Martin Henriksen videre.

Nu reagerer direktøren for Tican, Ove Thejls, på den udtalelse, som han 'ikke kan sidde overhørig'. Når slagteriet har en ledig stilling, er det op til afdelingslederen at vurdere, hvem der er bedst kvalificeret - og hvem som dermed skal have jobbet.

»Der er ingen, der skal blande sig i, hvordan vi leder og fordeler arbejdet på Tican. Det er vores opgave at sørge for det. Det er jo hverken politikere, tillidsmænd eller Mohamed, der gør det. Det er ledelsen,« siger han til TV Midtvest.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen fastholder over for BT, at han mener, Tican forsøger at omgå reglerne.

»Selvfølgelig bestemmer Ove Thejls over sin virksomhed, men så må han også give mig ret i, at det er det politiske flertal på Christiansborg, der bestemmer udlændingepolitikken. Hvis vi kan blive enige om den arbejdsfordeling synes, jeg det ville være alletiders,« siger Martin Henriksen.

En stilling på natholdet vil gøre, at Mohamed Ibrahims årsløn kommer op på 420.000 kroner årligt, hvilket i princippet er nok til at sikre ham en opholdstilladelse.

Se hele interviewet fra TV Midtvest her: