Statistik gemmer ind imellem på de mest overraskende informationer. Amtsavisen.dk har dykket ned i nogle stykker, der alle har med Randers at gøre.

Prisen for regnskoven

Hvert år besøger omkring 300.000 børn og voksne Randers Regnskov, som dermed er en af Randers’ absolut største turistattraktioner. At nå til det punkt har dog ikke været helt billigt. At skabe plads til de 450 forskellige plantesorter, de 200 forskellige typer landdyr og 75 forskellige typer havdyr har kostet hele 99 millioner kroner.

Den første del af Randers Regnskov, som hedder »Den afrikanske og asiatiske kuppel«, kostede cirka 25 millioner kroner at bygge, mens udvidelsen kaldet »Den sydamerikanske kuppel« og tilhørende nyt indgangsparti kostede 64 millioner kroner. Endelig kostede saltvandsakvariet 10 millioner kroner.

5430 fulgte Randers FC

I løbet af Superliga-sæsonen 2014/2015 var der 85.957 fans, der heppede på Randers FC på byens stadion. Det giver et gennemsnit på 5372 fans til hver hjemmekamp.

Ved den hjemmekamp, hvor flest fans mødte op, lød tallet på 9143 tilskuere, og ved den kamp, hvor færrest tog på stadion, sad der 3929 fodboldfans på tilskuerpladserne.

I den nuværende sæson 2015/2016 har der indtil videre været 43.443 fans omkring Randers Stadion. Det giver et gennemsnit på 5430 fans til hver hjemmekamp, hvilket er lidt flere end i sidste sæson.

I denne sæson lyder tilskuerrekorden indtil videre på 7764 tilskuere, mens det laveste antal tilskuere ved en hjemmekamp lyder på 3389.

Randers har unge mødre

På landsplan er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende 29,1 år. I Randes går kvinderne dog i gennemsnit i gang med at få børn godt et år tidligere, nemlig når de er 27, 9 år.

Faktisk er Randers den af landets ti største byer, der i gennemsnit har de næstyngste førstegangsfødende - kun overgået af Esbjerg, hvor kvinderne er 27,7 år. Til sammenligning er kvinderne i København i gennemsnit 30,9 år, når de føder deres første barn.

I Randers Kommune blev der i 2014 født 902 børn, hvoraf den yngste fødende kvinde var 15 år, mens den ældste var 43 år.

Vi tjener lidt mindre

Den gennemsnitlige randrusianer har hvert år 193.219 kroner at gøre godt med, når skat og øvrige udgifter til staten er betalt. Det svarer til 16.100 kroner om måneden.

Det er lidt mindre end gennemsnittet på landsplan, som lyder på 209.700 kroner årligt, hvilket svarer til knap 17.500 kroner om måneden.

Mange stjålne cykler

I 2014 blev der anmeldt 646 cykeltyverier samt 38 knallerttyverier i Randers Kommune.

I 2015 lyder tallet indtil videre på 435 stjålne cykler og 29 stjålne knallerter.

Mange bliver borgerligt viet

I 2014 blev 292 par borgerligt viet i Randers. Det ser ud til, at tallet bliver lidt højere i 2015. Til og med 13. november 2015 er 262 par nemlig blevet borgerligt viet. Langt de fleste af dem, helt konkret 243 par, er bosiddende i Randers, mens de resterende 19 par bor i en anden kommune.

Af de 262 par, der indtil videre er blevet borgerligt viet i Randers i 2015, har 12 valgt at blive viet et andet sted end rådhuset - eksempelvis i en park eller i et forsamlingshus.

Det dyreste hus

For 7,5 millioner kroner kan du få et mondænt og flot hjem på Mozarts Allé 8 i Over Hornbæk. Det er, opgjort 13. november 2015, det dyreste hus til salg i Randers.

Huset er bygget i 2008 og er på 282 kvadratmeter.

Det er ejendomsmægler Lilienhoff, der har huset til salg. Du kan se mere her: http://www.lilienhoff.dk/liebhaver/Mozarts-Alle-8-8920-Randers-NV

Vi lever lidt kortere

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at randrusianerne bliver lidt yngre end landsgennemsnittet.

I gennemsnit kan danskere, som er født i 2014, nemlig forvente at leve 79,8 år, mens randrusianere, der er født i 2014, kan forvente at leve 79,5 år.

Det er lidt længere end nabokommunen Norddjurs, hvor borgerne kun kan forvente at leve 79,2 år. Men det er også lidt kortere end de øvrige nabokommuner Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Mariagerfjord og Viborg, hvor borgerne kan forvente at leve mellem 80,1 og 81,7 år.

Vigtig placering ved åen

Ifølge Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv er Gudenå den helt store årsag til, at byen Randers ligger, hvor den gør.

»Det har været det nemmeste sted at komme over åen, dels fordi der er smalt, og dels fordi der har været småøer, man kunne hoppe imellem, Så lige så længe, der har været mennesker i området, har vi haft by i det område, der er Randers i dag,« siger hun og fortsætter:

»Randers ligger perfekt. Der har været nem adgang til at fiske, der har være god jord til at dyrke landbrug. Så der har altid været bebyggelse i området. Fra omkring år 1000 er der by. Det ved vi, fordi det er beskrevet, at der nede omkring Cafe 38 er fundet spor efter en gammel vold. Så i det område har der altid været noget by.« siger Tina Knudsen Jensen.

Kendisser fra Randers

Der er flere kendisser, der kommer fra Randers. Det gør blandt andre udenrigskorrespondent Steffen Jensen og den mega lange - to meter og otte centimeter høje - vært på tv-programmet Hammerslag, Christian Degn, samt sportsjournalist Morten Hausborg.

Bag den berømte Frk. Jensens kogeborg står den næsten ukendte forfatter Kristine Marie Jensen, og hun er ligeledes født og opvokset i Randers. Hendes kogebog, som stadigvæk kan købes, er solgt i over 400.000 eksemplarer.