Hunden Thors redningsmand ville ønske, han kunne have gjort noget for en anden aflivningsdømt hund, men forgæves. Nu skal Fido aflives

- Jeg har valgt at lægge en strategi fra starten og bliver nødt til at holde mig til den. Omend jeg så gerne ville, kan jeg ikke involvere mig i Fido sagen, skrev betjenten Lars Bo Lomholt på sin Facebookvæg i mandags.



Hundeelskere landet over, havde nemlig bedt ham gøre noget for hunden Fido, et gadekryds, der siden 3. februar har været anbragt på et hundeinternat, med mistanke om, at der var muskelhund i blandingen.

Fidos ejer, Louise Bluhme Sørensen, har i en telefonsamtale fortalt politiet, at der er American Staffordshire også kendt som Amstaff i Fido. Ifølge hundeloven er den race ulovlig.

Der var håb at spore i mandags, da en hundesagkyndig ikke fandt, at der skulle være muskelhundeblod at spore i Fido, skriver TV Syd. Men onsdag fandt Syd- og Sønderjyllands politi altså alligevel, at hunden er en blanding af Alaskan Malamut og American Staffordshire og mener derfor, at hunden skal aflives.

Ifølge Hundeloven er det ikke politiet, der skal bevise, at hunden er af en ulovlig blanding, men ejeren, der skal bevise, at den er af lovlig afstamning. Er der tvivl, skal hunden aflives.

Fidos ejer har nu 10 dage til at klage over politiets afgørelse. Gør hun det, er det op til Rigspolitiet at afgøre, om hunden skal aflives.



Betjenten Lars Bo Lomholt er i mange dyreelskeres øjne en helt. Iført sin uniform befriede han nemlig hunden Thor, der var dømt til aflivning af politiet, efter den ifølge hundeloven skambed en anden hund.

Betjenten ønskede efter eget udsagn at sætte fokus på hundeloven, og man må sige, at det lykkedes. I søndags mødte 1.000 sympatisører inklusiv den nu suspenderede Lars Bo Lomholt op foran Christiansborg for at demonstrere mod hundeloven.