Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte tirsdag aften i synagogen på Krystalgade i indre København, hvor der blev afholdt mindehøjtidelighed for de to skudofre for terrorangrebene 14. og 15. februar.

»Vreden og afmagten fylder, men den må og den vil ikke vinde. For vi har en vilje til at møde uret med ret. Vi har en tro på, at det, vi bygger op i fællesskab, altid er stærkere end det, enkelte vil rive ned,« sagde statsministeren ifølge TV 2 News.

Familier og venner til de to skudofre 37-årige Dan Uzan og 55-årige Finn Nørgaard var mødt op i synagogen, og statsministerens tale adresserede både dem og det danske samfund.

»Kære familier, I har mistet, og ingen kan erstatte jeres tab. I har et tomrum i jeres hjerter, som aldrig helt kan fyldes ud. I står med en dyb sorg. Alligevel har I haft styrken til at dele den sorg med resten af Danmark. Det var os, der burde trøste jer, men det er jer, der har vist os, at der er en vej ud – ud af de mørke timer og de lange dage. I har svaret med værdighed og med en dyb og bevægende omsorg for de værdier, jeres kære troede på,« sagde statsministeren ifølge TV 2 News.

Ud over statsministeren, vil Dan Uzans søster og formanden for Det jødiske samfund holde tale, og til sidst vil rabbiner Jair Melchior slutte af med en dødsmesse ved mindehøjtideligheden, der startede klokken 19.00.

Mindeh

Dan Uzan blev onsdag i sidste uge begravet på den jødiske kirkegård Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Københavns Sydhavn, og Finn Nørgaard blev bisat tirsdag middag i Grundtvigs Kirke i Københavns nordvestkvarter.

De blev begge skudt og dræbt af den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag 14. februar og natten til søndag 15. februar spredte frygt og rædsel i hovedstaden med sine skudattentater først mod deltagerne ved et debatarrangement om ytringsfrihed på Østerbro og dernæst mod jøder ved synagogen i Krystalgade.

»Vi lever det liv, vi lever, og det vil vi blive ved med i forskellighed, men i respekt for hinanden, som vi gør i aften. Jeg takker synagogen og menigheden for at åbne sine døre for os andre, kristne, muslimer, mennesker af alle politiske overbevisninger. Det jødiske samfund er en del af Danmark. I er landsmænd i går, i dag, i morgen. Vi er sammen. Vi er samlet for at huske, vi er samlet for at ære deres minde,« sluttede statsministeren.