Mandag var Thomas de Oliveira i Nørrebro Bycenter for at prøve shorts, hvilket resulterede i, at en tøjekspedient kommenterede på hans vægt.

Sammen med sin kæreste gik den 22-årige mand ind i herretøjsforretningen Din Tøjmand. Her prøvede han to par shorts, som ikke passede.

»Min kæreste siger, at de måske sidder lidt for stramt om ballerne,« fortæller Thomas de Oliveira, som derfor spurgte ekspedienten i Din Tøjmand, om de havde shortsene i en større størrelse end 32.

»Han siger, at han ikke har set nogle større og siger så til mig, 'Du er da også en stor fætter', hvortil jeg bliver helt forbavset og svarer 'yes yes'. Jeg tænker: Bare lad mig komme væk herfra. Og så siger han, 'Du må til at spise noget mindre, det er da ikke min skyld',« fortæller den 22-årige kunde, der derefter forlod butikken.

Thomas de Oliveira skrev et opslag om behandlingen på Facebook, hvilket fik ejeren af butikken til at kontakte ham og beklage episoden.

»Men jeg er stadigvæk chokeret over, at man kan tale sådan til et fremmed menneske, der kommer ind i ens butik for at købe noget. Det var en ubehagelig kommentar. Jeg kommer aldrig til at sætte mine ben der igen,« siger Thomas de Oliveira.

Personalet har fået en reprimande

B.T. har også talt med ejeren, som fortæller, at der var tale om en misforståelse.

»Det var slet ikke sådan, det skulle forstås, det der kom ud af min sælgers mund. Det var en kæk bemærkning med et smil på læben, det var ikke for at være ond mod kunden. Men det er bare uheldigt, det er vi enige om,« siger Christian Simonsen, ejer af Din Tøjmand i Nørrebro Bycenter.

Ejeren fortæller også, at alle medarbejdere inklusive ekspedienten tirsdag har fået en telefonisk reprimande.

»Vi har snakket med al personale, som har fået at vide, at de skal passe på, hvad de siger til kunderne, selvom det er sagt i sjov, for det kan godt misforstås,« siger Christian Simonsen.