Flere danske rejsebureauer melder, at danske turister er upåvirkede af det seneste terrorangreb i den tyrkiske hovedstad, Ankara. Der har nemlig ikke været et fald i rejser til det store land, som grænser op til det krigs- og uroplagede Syrien.

Danskerne sætter sig stadig til rette i de flyvemaskiner, der har kurs mod det sydøstligste af Europa.

Det viser en rundspørge blandt store danske rejsebureauer, som enstemmigt melder, at de tyrkiske destinationer er ligeså populære her i skolernes efterårsferie, uge 42, som de altid er.

I weekenden blev Tyrkiets hovedstad, Ankara, ramt af et dødbringende terrorangreb, som dræbte 95 mennesker og sårede 246 mennesker. Tidligere i år var der stor uro i form af en demonstration i den populære destination Alanya, men heller ikke det har fået danskerne til at vælge Tyrkiet fra.

Nikolai Johnsen, pressechef hos Star Tour, fortæller, at danskerne fortsat valfarter til Tyrkiet.

»Vi har ikke mærket en faldende interesse for Tyrkiet; vi har derimod en høj interesse for vores tyrkiske destinationer. Jeg tror, at danskerne er begyndt at kunne skelne mellem, hvad der sker i Ankara og i nogle af grænseområderne op til Syrien. Grænseområderne er flere hundreder kilometer væk fra ferieområderne, hvor der er ganske roligt,« siger han og fortæller, at alle rejser til Tyrkiet er udsolgt for denne sæson.

Star Tour har så vidt vides ikke fået henvendelser fra kunder, der har ønsket at aflyse ferien til Tyrkiet. Rejseselskabet har i øjeblikket 3.000 turister dernede, oplyser Nikolai Johnsen.

Hos rejsebureauerne Apollo og Spies melder man også om en normal interesse for tyrkiske destinationer. Fælles for bureauerne er, at de vejleder deres kunder og melder ud, hvis der er noget, man skal være opmærksom på.

»Hvis der sker noget på vores destinationer, udsender vi en SMS til de danske turister – alt afhængig af, hvad der sker. Hvis der er en demonstration, så siger vi til dem, at de skal holde sig væk. Men de fleste fornuftige mennesker opsøger jo ikke noget, hvis der er uro et sted,« siger Torben Andersen, kommunikationschef hos Spies.

Se også: Her går bomben af midt i Tyrkiets hovedstad: Fredsmarch ramt af terror

Udenrigsministeriets rejsevejledning fraråder ikke danskere at tage til Tyrkiet, men man skal holde sig fra de tyrkiske grænser til Syrien og Irak. De danske rejsebureauer har et løbende samarbejde med Udenrigsministeriet.

»Vi følger altid Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det er vores garant for, at man får en neutral vurdering af, hvad der sker på et rejsemål – om det er sikkert at tage derhen. Det er vores fælles dommer, kan man sige. De har folk på plads, som kan vurdere situationen,« forklarer Torben Andersen.

De danske rejsebureauer har også samarbejder med flere af de nordiske ambassader i Tyrkiet, hvor man løbende vurderer forholdene på de fælles rejsedestinationer.

Feriesæsonen i Tyrkiet synger på sidste vers. Når oktober slutter, rykker en stor del af trafikken til De Kanariske Øer ud for Afrikas kyst.

Hos Udenrigsministeriets Borgerservice kan du altid hente relevant information om rejser til Tyrkiet: