Rådgivningen er første skridt på vejen til at stoppe overgreb i film- og scenekunstbranchen, siger direktør.

København. Nu kan ansatte i film- og scenekunstbranchen, der har været udsat for krænkelser, ringe ind til en anonym telefonlinje og få hjælp.

Den nye telefonlinje skal yde "psykologisk førstehjælp til at komme videre".

Det forklarer Klaus Hansen, der er formand for Film- og Scenekunst-Initiativet, som står bag telefonlinjen.

- Vi kan se ud fra #MeToo-kampagnen, at der er behov for at gøre noget inden for film- og scenekunstbranchen.

- Det har vi arbejdet med i et stykke tid - vi har en del indsatsområder - og en af dem er en telefonrådgivning, hvor krænkede, krænkere og vidner kan ringe ind og få noget telefonrådgivning, siger han.

Rådgivere fra Sex og Samfund, som telefonlinjen er udviklet sammen med, vil sidde klar til at hjælpe ofre for krænkelser i branchen - men også vidner hertil og krænkerne.

- Hele den debat, der har været, kan måske få nogle til at komme i tvivl om, hvorvidt de har gjort noget, som har overskredet andres grænser.

- Derfor er det også et tilbud til dem, forklarer Klaus Hansen.

Den psykologiske rådgivning er et tilbud til dem, der allerede har været involveret i en krænkelsessituation.

Ifølge Klaus Hansen er det første skridt af flere, der skal forbedre arbejdsmiljøet i branchen og stoppe overgreb og krænkelser.

- Det næste er, at vi skal ud at arbejde med kulturen og forebygge, at der sker krænkelser.

- Der arbejder vi på forskellige spor, hvor det næste initiativ bliver nogle etiske retningslinjer og værktøjer for film- og scenekunstbranchen, siger han.

Film- og Scenekunst-Initiativet, der står bag telefonlinjen, består af 19 organisationer og uddannelsesinstitutioner.

Initiativet opstod i kølvandet på #MeToo-kampagnen, der startede i 2017.

Her brød kvinder tavsheden om sexchikane og seksuelle overgreb i filmbranchen efter anklager mod den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein.

Siden delte flere kvinder historier om krænkelser på sociale medier under hashtagget MeToo.

Telefonlinjen, der kan nås på 23 69 79 11, er åben hver torsdag og fredag i tidsrummet klokken 15 til 19.

/ritzau/