Tang går for at være sundt. Men ifølge fødevaremyndighederne gælder det langt fra al tang.

Selvom tang berømmes for sine sunde egenskaber, så kan det også indeholde sundhedsskadelige stoffer som arsen, cadmium og for meget jod.

De mange sushielskere, som normalt spiser ris viklet ind i noritang, skal ikke være bekymrede.

Men generelt er der ifølge fødevaremyndighederne grund til at undgå visse andre tangtyper og generelt været opmærksom på, hvad det er for en slags tang, man spiser.

Risikoen afhænger meget af tangarten og den sundhedsskadelige virkning ses primært efter længere tids indtag.



Eksempelvis har både butblæret sargassotang, der vokser i danske farvande, og den asiatiske hijikitang, der sælges i butikker, højt indhold af uorganisk arsen.

Arsen øger risikoen for kræft i blandt andet lungerne selv ved meget lavt indtag. Og udenlandske undersøgelser viser, at visse tangarter kan ophobe det giftige tungmetal cadmium. Et højt indtag af cadmium over mange år kan give nyreskader.

- Danskerne får i forvejen meget uorganisk arsen og cadmium, så fra et sundhedsmæssigt synspunkt er det vigtigt, at der ikke kommer nye kilder, der kan øge danskernes indtag", siger seniorrådgiver Max Hansen fra DTU Fødevareinstituttet.

På trods af advarslen mod hijiki kan det fortsat købes i asiatiske forretninger og på internettet.

Mange tangarter indeholder meget jod, som i for stort indtag kan forstyrre skjoldbruskkirtlen.



Danske kokke har de senere år varmt anbefalet også dansk tang. Og stadigt flere produkter laves med indhold af tang såsom brød, pasta og mysli.

- Men vi ved faktisk meget lidt om de sundhedsmæssige aspekter ved dansk tang, siger seniorrådgiver Pelle Thonning Olesen, også fra DTU Fødevaresinstituttet, og fortsætter:

- Derfor er det også vigtigt, at producenter af nye tangprodukter er opmærksomme på det og ikke bare tror, at al tang er sundt.

/ritzau/