En lille dreng blev onsdag fløjet til Rigshospitalet, efter han blev fundet livløs i svømmehallen i Rødby. Nu har drengen mistet livet.

Det oplyser vagtchef Stefan Jensen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Vi fik den triste meddelelse om, at drengen afgik ved døden i nat (natten til lørdag,red.) på Rigshospitalet,« siger han.

Vagtchefen har ikke yderligere kommentarer til dødsfaldet.

Drengen var ifølge Ritzau i svømmehallen med sin SFO sammen med cirka 30 andre børn, da ulykken skete.

En af de voksne fra sfo'en er uddannet livredder, og der blev givet livreddende hjælp til drengen, mens man ventede på ambulancen. Drengen blev herefter fløjet til Rigshospitalet.

En af de voksne fra sfo'en er uddannet livredder, og der blev givet livreddende hjælp til drengen, mens man ventede på ambulancen. Drengen blev herefter fløjet til Rigshospitalet.

»Omkring klokken 15 (onsdag, red.) er tiden ved at være gået, og de voksne kalder børnene op. I samme øjeblik ser man, at der ligger en dreng livløs på bunden,« siger vagtchef Stefan Jensen til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 15.13, og kort efter ankom politi og redningsfolk til svømmehallen.

»Drengen havde været udenfor bevidsthed igennem længere tid, da han blev trukket op fra bassinet,« fortalte vagtchef Søren Østervig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere.

Stefan Jensen kan ikke oplyse, hvad der nu skal ske i sagen. Det er lokalpolitiet i Nykøbing Falster, som kommer til at stå for at granske sagen og finde ud af, om nogen skal stilles til ansvar.