I sidste uge kunne BT fortælle historien om syvårige Mikkel fra Fredericia, der på grund af problemer hos Skat skal betale restskat af børnepenge. En historie, der har fået læsere til at rase, forældre i samme problem til at henvende sig og skatteordførere til at vride sig.

Men nu garanterer skatteminister Karsten Lauritzen (V), at der skal findes en løsning.

»Jeg har kun set sagen, som den er beskrevet i medierne, og på mig virker det besynderligt. Det virker urimeligt, at man på den måde kommer til at betale skat af børnebidrag,« indleder Karsten Laurtizen en mail til BT.

Syvårige Mikkels forældre blev skilt i 2011, siden har faderen på intet tidspunkt batalt de børnepenge, som har været pålagt af Statsforvaltningen.

Når børnepenge ikke betales, er det Skats opgave at tvangsinddrive pengene af faderens løn, men på grund af Skats massive it-problemer med inddrivelsessystemet, EFI, er det ikke en eneste måned lykkedes.

Pludselig betaler faderen en del af de mange tusinde kroner, som har hobet sig op. Og det er de penge, som syvårige Mikkel nu skal beskattes af.

Havde pengene været betalt eller inddraget af Skat i tide, var restskatten aldrig opstået. Derfor foreslog Mikkels mor i en klage til Skat, at pengene blev tilbagefordelt til de måneder og år, hvor de rent faktisk hører til. Men det nægter Skat og fastholder opkrævningen.

Ministeren skrider til handling

I en mail til BT begrunder Skat afvisningen med, at ’ifølge regler og praksis, bliver barnet beskattet på udbetalingstidspunktet’.

De regler skal der nu laves om på, mener skatteministeren.

»Jeg har bedt Skat om at finde en løsning, så det skattemæssigt bliver muligt at fordele den slags ’ophobede’ børnebidrag tilbage over årene, hvor de skulle have været betalt,« skriver Karsten Lauritzen og tilføjer:

»Jeg forstår, at Skat allerede er i gang med en løsning fremadrettet, og det er jeg selvfølgelig glad for.«

Hvad der nu skal ske med de 2.988 kroner, som syvårige Mikkel skylder i restskat – og de andre forældre, eller rettere børn, som står i samme situation - kommenterer ministeren dog ikke på.

Hos Skatteministeriet forklarer de, at det er meget svært at lave om i regler med tilbagevirkende kraft, men de garanterer, at der fremadrettet vil ske en ændring.