København er mere attraktiv end Stockholm for mange sydsvenskere, viser ny befolkningsundersøgelse. Muligheden for at forlænge metroen til Malmø undersøges.

Nogle danskere går måske rundt og drømmer om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage. I Øresundsregionen drømmer mange derimod om at erobre København. Og der arbejdes nu på at lette turen over Øresund med en metroforbindelse, skriver Berlingske.

Sydsvenskerne finder den danske hovedstad mere attraktiv end Stockholm, viser en helt ny befolkningsundersøgelse fra Interresearch, som Dansk Erhverv står bag.

71 procent af de godt 1.000 personer, der har medvirket i undersøgelsen, har været i København én eller flere gange det seneste år. De mener, at København – ud over en attraktiv lufthavn – har bedre shopping, bedre kunst, bedre kultur og oplevelser, et bedre natteliv og bedre karrieremuligheder end Stockholm. Over halvdelen af de adspurgte sydsvenskere er således interesserede i at arbejde i Danmark.

- Det giver en masse muligheder for at få flere turister og mere handel til København, siger analysechef Geert Laier Christensen fra Dansk Erhverv, der mener, at vi først og fremmest skal takke Øresundsbroen for sydsvenskernes oversøiske kærlighed til København. Siden Øresundsbroen blev indviet for 12 år siden er antallet af togpassagerer over Øresund vokset fra ca. fem mio i 2001 til 11 mio. sidste år.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) er stolt af, at sydsvenskerne foretrækker København.

- Det skaber vækst og arbejdspladser med et stort opland, og det er vigtigt for hele Øresundsregionen, siger han til Berlingske.

København har sammen med Malmø fået penge fra EUs regionalfondsmidler til at undersøge mulighederne for en metrostation mellem Københavns indre by og Malmø, der vil gøre det endnu nemmere at krydse Øresund.

- Det er en vision, jeg bestemt vil arbejde for, så en metro bliver et attraktivt supplement til broen, siger Frank Jensen.

Socialdemokraternes by- og boligordfører Jan Johansen kalder idéen om at forlænge metroen til Malmø for »fantastisk« og pointerer, at der går mange år, før der kan findes penge i statskassen til projektet, og at der kunne forsøges at finde alternativ finansiering via f.eks. pensionskasser.

Ventres hovedstadsordfører Martin Geertsen mener derimod, at der er nok infrastrukturprojekter i gang.

- En havnetunnel går forud for alt andet, og derefter handler det om at forbinde metroen med den kommende letbane på Vestegnen, siger han.

Undersøgelsen om en potentiel metro over Øresund skal være færdig 1. oktober 2013.