Sverige lægger op til at masseudvise op mod 80.000 asylansøgere. En del af dem vil blive sendt tilbage til deres hjemlande, mens andre vil blive sendt til de EU-lande, hvor de først er blevet registreret. Et ukendt antal kan strande i Danmark.

Det kan ske for dem, der på deres vej til Sverige er blevet registreret i Danmark, men som efterfølgende har fortsat ruten og søgt om asyl i vores naboland.

Sådan lyder vurderingen hos den svenske pendant til Udlændingestyrelsen, Migrationsverket. Migrationsverket henviser til den såkaldte Dublin-forordning, der netop siger, at medlemslande kan afvise asylansøgere og sende dem tilbage til det EU-land, hvor de først er blevet registreret.

»Migrationsverket (den svenske pendant til Udlændingestyrelsen, red.) henholder sig til Dublin-forordningen som tidligere, så det kan være, at personer, der søger asyl i Sverige, kan blive overført til andre EU-lande i henhold til forordningen. De personer vil således blive overført til den ansvarlige stat,« siger Guna Graufelds fra Migrationsverkets pressenhed i en skriftlig kommentar.

Hvor stor en andel af de op mod 80.000 afviste asylansøgere de personer udgør, er uvist, men der er efter al sandsynlighed tale om en lille brøkdel.

Vejen til hjemsendelser er »op ad bakke«

Og den brøkdel kan ifølge Migrationsverket skrumpe yderligere ind. For de svenske myndigheder lægger desuden op til, at en del af de afviste asylansøgere skal sendes tilbage til deres respektive hjemlande.

»I de tilfælde, hvor Migrationsverket vurderer, at der ikke er risiko forbundet med udvisning til hjemlandet, vil det ske,« siger Guna Graufelds.

Det kan dog vise sig at være en plan, der bliver særdeles svær at søsætte. For hjemsendelserne kræver, at Sverige har deciderede aftaler med hjemlandene om, at de skal modtage deres statsborgere igen – og det er ikke tilfældet med alle de implicerede lande i øjeblikket. Det fortæller centerleder ved Center for Europæisk Politi på Københavns Universitet Marlene Wind.

»Det er hele humlen i den krise, vi står i lige nu. Og der er altså ikke andet at gøre, end at tage den hårde vej op ad bakke og lave nogle aftaler med de her oprindelseslande - måske give dem nogle penge for at tage de her mennesker tilbage, lave nogle handelsaftaler, hvad ved jeg,« forklarer hun.

Chartrede fly skal indsættes

På EU-niveau forsøger man derfor i øjeblikket at indgå kollektive aftaler med nogle af landene. Samtidig er de svenske myndigheder sideløbende i gang med at forhandle med blandt andet Marokko og Afghanistan, skriver Dagens Industri.

Alene sidste år søgte 163.000 personer om asyl i Sverige. Heraf ventes 45 procent at få afslag, og den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman, har derfor nu bedt svensk politi og de svenske myndigheder på at forberede sig på masseudvisningerne.

Tidligere er hjemsendelser af asylansøgere fra Sverige sket med almindelige regionalfly, hvor de afviste asylansøgere er blevet fulgt hele vejen til deres hjemland af personale fra Kriminalforsorgen. Men det massive antal, som Sverige nu står overfor at skulle udvise, kalder på nye metoder - og det bliver formentlig chartrede fly til flere af hjemlandsdestinationerne, fortalte den svenske indenrigsminister Anders Ygeman (S) torsdag.