Suzanne Bjerrehus døjer med ubehagelige efterveer af den strålebehandling, som hun fik i forbindelse med, at hun fik konstateret kræft i mandlerne i 1995. Hun har derfor afvist at give interviews til medierne i forbindelse med sin kommende 70 års fødselsdag, da hun på det seneste har udviklet en generel forsnævring af luftevejene, som har givet problemer med vejrtrækningen og med stemmen.

Nu har hun skrevet en hilsen til alle, der har ønsket hende god bedring på Facebook.

'Hvor er jeg taknemmelig og meget rørt. Tusind tak alle jer som her på fb (Facebook) har ønsket alt det bedste for mig  <3 At sidde og læse alle jeres hilsner får mig til at tænke, at fb genererer et smukt fællesskab, hvor alt det overfladiske, der betyder noget ude i real life, er fraværende. Jeg er ikke alene, selv om jeg har isoleret mig for tiden. Så hyggeligt at følge med i jeres opdateringer', skriver hun og fortsætter:

'Her på fb er der gode betingelser for at komme hinanden nærmere. Mange af os finder venskaber, som også holder ude i real life. Sammen er vi stærkere i kampen for det, vi tror på. Debatter gør os klogere. Nu skal vi så bare have fb til at stoppe med at blokere os, som vinden blæser.'

Hun skriver videre, at hun håber, at hun med sin åbenhed kan være med til at sætte fokus på de senskader, der kan opstå som følge af strålebehandling mod kræft.

'Vi er mange, som ikke har været klar over, hvorfor vi fik problemer med at få vejret, blev trætte, havde stemmeproblemer, spiseproblemer osv. Selv røg jeg også ind i et stort vægttab, men nu har jeg fået hjælp af en diætist.  Jeg er under opfedning, så jeg bliver tyk og glad. Jeg fylder mig med de lækreste, let spiselige, vildt fedende ting. Det giver energi', skriver hun og slutter:

'Det er noget af en rejse, jeg nu skal på sammen med Rigshospitalets halskirurger, som er specialiseret i dette område. Derfor har jeg afbestilt den rejse, Asger og jeg skulle på til Miami South Beach på min fødselsdag. I stedet fejrer jeg en stille fødselsdag herhjemme under Asgers vinger.'

Hendes kommentar er skrevet som svar til de mange hilsner, som folk har skrevet til hende, efter hun skrev en opdatering om sin sygdom. Den kan ses nedenfor.