67-årige Susanne lever med brændende smerter, fra hun vågner, til hun går i seng. Det har hun gjort i fem år. Hun orker ikke mere. Hun vil bare gerne dø. Ægtemand, børn og børnebørn vil blive efterladt tilbage. Især børnebørnene bliver svære at sige farvel til.

»Jeg vågnede lørdag morgen, fordi det føltes som om, nogen stak en issyl gennem øret og kæben på mig.«

Sådan beskriver 67-årige Susanne en - for hende - helt almindelig måde at vågne på. Gennem de seneste fem år har hun været uhelbredeligt syg og fanget i et inferno af smerter. De starter som en brændende følelse i fødderne, hvorefter de går videre op ad benene, inden de munder ud i uudholdelige pinsler i den øvre del af kroppen og i hovedet.

Hun - og lægerne - ved ikke, hvad hun fejler, blot at smerterne altid kommer igen. I dag - eller måske meget snart - er det nok. Susanne orker ikke at kæmpe mere. Hun vil gerne dø.

»Jeg er 95% klar i min beslutning. Nok er nok. Jeg må videre,« siger Susanne til BT.

Susanne er et opdigtet navn, da hun for at skåne sin familie ikke ønsker sit rigtige navn frem i medierne. Hendes sande identitet er dog kendt af redaktionen.

Guide til selvmord

Susannes ønske om ikke at leve længere kommer efter, at debatten om aktiv dødshjælp i Danmark torsdag blussede op, da Læger for aktiv Dødshjælp på deres hjemmeside offentliggjorde en manual med flere end 300 almindelige medikamenter, den nødvendige dosis samt egnede fremgangsmåder til at tage sit eget liv. En hjælp foreningen gerne vil yde folk, der ligesom Susanne er uhelbredeligt syge, lever med kroniske smerter og blot ønsker at få fred.

Når Susanne over for BT meget nøgternt og afklaret taler om at skulle videre, er det med en klar forståelse af, at nogen bliver efterladt tilbage. Hendes mand, børn og børnebørn.

»Det er meget svære overvejelser, og der er nogen, der synes, at jeg er enormt egoistisk. Og det er jeg måske også, men hvem skal ellers være det?, spørger hun retorisk og fortsætter:

»Det er ikke dem, der lever med smerterne. Men jeg forstår dem godt. Det er da frygteligt at blive efterladt tilbage, men jeg kommer ingen steder. Jeg mister mine venner, og jeg kan ingenting. Når jeg holder jul med mine børn og børnebørn, sætter jeg to eller tre timer af til det, for længere kan jeg ikke holde det ud. Det er ikke et liv,« slutter hun.

Svært at få hjælp

Manualen fra Læger for aktiv Dødshjælp, der guider til, hvordan man tager livet af sig selv, er ifølge Susanne en god ting. Problemet er bare at få nogen til at hjælpe sig med at komme af dage:

»Det kræver hjælp fra andre, hvis man skal skaffe tingene fra manualen, og vennekredsen vil gerne tale om det, men ingen vil tage aktivt del i det,« lyder svaret fra den 67-årige kvinde.

Den omtalte manual kalder Læger for aktiv Dødshjælp selv et drastisk, men nødvendigt skridt i kampen for at give alvorligt syge mennesker som Susanne et redskab til at hjælpe sig selv, indtil samfundet vil påtage sig at yde aktiv dødshjælp.

»Vi føler, at samfundet svigter de mennesker, der ligger og lider til ingen verdens nytte. Hver eneste uge får vi mellem en og fire henvendelser fra danskere, der er kronisk syge og har været gennem alle former for behandling, uden at det hjælper. De her mennesker vil simpelthen ikke være med længere. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er selvmord en menneskeret, og vi føler, at det er vores pligt at hjælpe de her mennesker til denne menneskeret,« siger Svend Lings fra Læger for aktiv Dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, så når I går ind og offentliggør en udførlig liste over, hvordan man tager livet af sig selv, så er det vel på kant med loven? Hvordan har du det med det?

»Det har jeg det rigtig dårligt over. Jeg har ikke noget ønske om at overtræde loven, men på den anden side vil vi heller ikke svigte de her mennesker, der beder om vores hjælp,« siger Svend Lings til BT.

»Det er forkert«

Hos Livslinien, hvor man rådgiver folk til at undgå selvmord, kritiserer man manualen, fordi den givetvis vil gøre det lettere for folk' at begå selvmord:

- Vi synes, at der er forkert, og det er i direkte modstrid med det, som vi arbejder med på Livslinien, som handler om, at vi forsøger at hjælpe folk til at vælge livet til, siger Jeppe Kristen Toft, direktør i Livslinien, til Ritzau.