Mistillid og fjendskab kan forbedre et holds ydeevne, fordi det kan forhindre, at holdet søger enighed for enighedens skyld, viser engelsk forskning.

Sure medarbejdere kan i visse tilfælde være en fordel. De kan nemlig udfordre kollegerne.

Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

– En negativ tone kan rent faktisk øge et holds ydeevne, fordi det kan forhindre, at man bliver enige for hurtigt. Der vil være mere diskussion af problemstillingerne, for og imod bliver diskuteret grundigere, og dermed yder holdene bedre, siger Dr. Dirk Lindebaum fra University of Liverpool.

Læs også:

Sammen med en forskerkollega har han ud fra et litteraturstudie, kvalitative og kvantitative studier undersøgt negative følelsers indvirkning på samarbejde.

Et studie fra et australsk hospital viste eksempelvis, at hospitalshold bestående af forskellige faggrupper har en tendens til at udføre deres arbejde bedre, når der er en negativ tone af mistillid og fjendskab i gruppen.

Bank næven i bordet

Forskerne har også interviewet projektledere på byggepladser, der fortalte, at det kunne være behjælpeligt at være aggressiv i en branche med tidskrav, uforudsete hændelser og en lav profitmargin.

– Er man sur i forhandlinger med for eksempel underentreprenører og banker næven i bordet, så hjælper det ofte, fortæller Dirk Lindebaum.

Omvendt kan positive følelser føre til selvtilfredshed og overfladisk arbejde.
Dr. Dirk Lindebaum understreger, at der er behov for et mere nuanceret billede af følelser på jobbet.

Mulighed for forbedret arbejde

– Det er vigtigt, at folk får en bedre forståelse af, hvad formålet med følelserne er. Har man for eksempel som leder en medarbejder, der bliver vred over noget, som finder sted på jobbet, så kan man enten vælge at ignorere det eller tænke, at der måske er et budskab i galskaben. Forsøger man at forstå, hvorfor medarbejderen er sur, er der mulighed for at forbedre arbejdet, mener Dirk Lindebaum.