En bornholmsk læge har fået frataget sin autorisation til at praktisere som læge.

Det sker efter, lægen har ignoreret en advarsel fra Sundhedsstyrelsen om at han udskrev for mange recepter på morfin, nerve- og sovemedicin.

Styrelsen vurderede på baggrund af 20 journaler, at Jens Friis Larsen var til fare for sine patienter, da han havde udskrevet for meget medicin til sine patienter. Desuden havde han givet medicin til patienter, der havde et misbrug og havde brug for at blive behandlet på et misbrugscenter.

- Jeg har det utrolig dårligt med, at Sundhedsstyrelsen har taget min praksis fra mig. Jeg er overhovedet ikke til fare for mine patienter, så jeg føler mig uretfærdigt behandlet, siger Jens Friis Larsen til bt.dk.

Den tidligere læge vil dog ikke kommentere på grunden til, at Styrelsen har lukket hans praksis samt hans gavmildhed med recepter.

Styrelsen fratog i februar lægens ret til at udskrive den vanedannende medicin, men det lykkedes lægen at omgå recept-systemet.

Han fortsatte efterfølgende med at uddele 11.000 doser medicin det næste halve år. Til Sundhedsstyrelsen fortalte han, at han kun havde givet medicin til dem, som virkelig havde behov for det. Det passede dog ikke, mente Sundhedsstyrelsen, som 4. august fratog lægen sin autorisation til at praktisere som læge.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.