De begynder på uddannelser op til 40 gange uden at gennemføre noget. Men SU-malkerne hæver op til 68.000 kroner om året i SU.

Erhvervsuddannelserne kæmper med elever, der enten snyder massivt eller har så store problemer, at de ikke kan gennemføre en uddannelse.

Uddannelsesministeren vil nu se på sagen. Det skriver Avisen.dk.

For SU-systemet er bygget sådan, at du kan få 5.662 kroner om måneden i årevis ved at skifte mellem ungdomsuddannelser - for eksempel tømrer, kok, tjener, sosu, frisør eller slagter.

- Du kan melde dig ud og ind igen, så mange steder du vil, og så tit og længe du vil. Der er ingen stop nogen steder. SU-rytteri er et kæmpeproblem, siger Lene Maegaard Knudsen, studievejleder på Svendborg Erhvervsskole til Avisen.dk.

Hun har mødt elever på ungdomsuddannelserne, der har været tilmeldt både 20 og 40 uddannelsessteder, og studievejledere på erhvervsskoler fortæller ifølge Avisen.dk om elever, der har været syv år om at tage en grunduddannelse, der burde vare 20-60 uger.

På Hotel og Restaurantskolen i København er uddannelseschef Mei-Li Carstensen meget vred over, at skolen i så stort omfang blive brugt som en SU-malkemaskine. Skolen har decideret måtte lave »afsløring af SU-rytteri« til et fokusområde.

- Vi møder alt for mange, der kun er her for at få SU. Det er stærkt kritisabelt og stærkt amoralsk. De udnytter, at vi har verdens bedste uddannelsessystem, siger Mei-Li Carstensen, uddannelseschef på Hotel og Restaurantskolen til Avisen.dk.

Skolen har 5.000 elever indskrevet.

- Vi ser mange, der kun kommer for SUen. Alle over 20 år, så de kan få udeboende SU. Jeg begynder at se et mønster. Jeg kan sidde og følge dem i vores IT-system. Der er 108 erhvervsuddannelser, så de kan jo blive ved, siger Mei-Li Carstensen.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) erkender, at der er et problem og er klar til at se på stramninger. I forvejen har regeringen meldt ud, at der skal spares 2 milliarder på SU’en i 2020. Men han vil ifølge Avisen.dk ikke smække kassen i for SU-rytterne.

- Vores fokus at få de unge igennem, ikke at få dem smidt ud. Vi er mere optaget af hvordan unge starter og gennemfører en uddannelse, siger han til Avisen.dk.

BNB