44-årige Adam Thomsen blev fredag aften dræbt, da han efter en klatretur mellem to altaner styrtede ned fra et højhusbyggeri i Bellahøj i udkanten af København.

Vidner fortæller, at de så ham kravle rundt på ydersiden af huset. Det hus, han for fire måneder siden flyttede ind i, og som var hans første hjem efter ti år som hjemløs.

Lejligheden lå på niende sal og havde en stor altan, og her sad Adam gerne med en kop kaffe og en smøg og nød udsigten ud over Københavns tage og tårne.

Men Adam nåede kun at bo i sin lejlighed i fire måneder. Fredag aften styrtede han ned fra den altan, han ellers var blevet så glad for.

Måske i kådhed, måske fordi han var fuld - det er endnu uklart for politiet. Men sikkert er det, at hans død betragtes som et uheld.

- Vidner har set, at han hang og dinglede fra altanen. Vi regner ikke med, at det er selvmord, Snarere, at han er faldet ned i en form for kådhed. Muligvis var han beruset, siger vagtleder fra Københavns Politi John Hansen til bt.dk.

Lykken var ved at vende
Adam var ellers ved at få gang i sit liv igen. Langsomt var han begyndt at få dagligdagen til at køre, og selvom han stadig var ret glad for alkohol, havde han gennem de sidste måneder fået mere styr på sit drikkeri,

Med støtte fra sin kontaktperson Helle var han langsomt ved at vænne sig til livet i lejligheden, og nu var det ikke længere hver dag, at han tog bussen ind til de gamle kammerater på Christianshavns Torv.

Faktisk gik det så godt Adam, at han denne måned pryder forsiden af hjemløsebladet Hus Forbi.

Med sorte briller og nydeligt skæg kigger han ud op som det gode eksempel på en genhuset hjemløs, og det var han rigtig stolt af.

- Han havde lige skrevet en mail til mig og bedt om ti eksemplarer af bladet, som han glædede sig til at sælge, siger vikarierende redaktør for bladet Thomas Hye-Knudsen til bt.dk.

Vennerne kom for sent
Men Adam nåede aldrig at se billedet af sig selv på forsiden. Vennerne, der kom forbi det grå hus med det første eksemplar af bladet, kom to timer efter, at han fredag aften var styrtet de mange meter ned fra den nye altan.

- Hvad? Er han død? Det forstår jeg ikke. Det kan da ikke være rigtigt. Vi skulle jo lige op og besøge ham, siger Darius Kapir, der har kendt Adam i mange år.

Han prøver at ringe på døren, men Adam svarer ikke.

Værelse med udsigt
Adam nåede heller ikke at læse den artikel i bladet, hvor han foræller, at han var begyndt at drømme om at sin lille datter igen. Den datter, han havde forladt sammen med hendes mor for ti år siden.

- Jeg vil gerne se, hvordan det går med hende. Hvordan hun er vokset op og har etableret sig. Nu, hvor jeg ikke bor på gaden mere, bliver det måske nemmere at få kontakt til hende, siger Adam i artiklen i Hus Forbi.

Overskriften til hans fortælling hedder 'Værelse med udsigt'.

En mindehøjtidelighed
Redaktøren af Hus Forbi lover, at hjemløsebladet vil holde en eller anden form for højtidelighed, hvor venner og pårørende kan mindes Adam.

Måske i forbindelse med begravelsen, og formentlig på Christianshavns Torv, hvor Adam holdt til i så mange år.