I redegørelse fra Aarhus Letbane anføres det, at dele af problemer handler om mistillid hos styrelse til chef.

København. I balladen om den endnu uåbnede letbane i Aarhus skriver letbanen i en redegørelse til borgmester Jacob Bundsgaard (S), at dele af problemerne handler om mistillid mellem operatøren Keolis Letbanes daværende sikkerhedschef og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Letbanen til 3,5 milliarder kroner skulle være åbnet lørdag. Men i sidste øjeblik fik letbanen ikke en afgørende sikkerhedsgodkendelse.

Styrelsen mente ikke, at Keolis' sikkerhedsplaner var gode nok.

- I dialogen med Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og fra Keolis selv er det forståelsen, at en del af udfordringen for Keolis ikke alene bunder i selve sikkerhedsledelsessystemet.

- Men også i det forhold, at der grundlæggende ikke tidligere har været tillid i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til Keolis daværende sikkerhedschef, skriver letbanen i sin redegørelse.

21. august skiftede Keolis ud på posten, så Aarhus Letbanes sikkerhedschef, Claus Pedersen, blev fungerende sikkerhedschef i Keolis Letbane.

- Aarhus Letbanes sikkerhedschef er et kendt navn i banebranchen, har lang erfaring og et godt renommé.

- Det fremgår klart af aftalen, at Keolis fortsat har det fulde og hele ansvar for at opnå de nødvendige godkendelser, skriver Aarhus Letbane i sin redegørelse.

Allerede noget før udskiftningen var Aarhus Letbane opmærksom på, at der var problemer med sikkerhedschefen. Det fremgår fra Aarhus Letbanes halvårsrapport om problemet med godkendelse:

- Problemet er i særdeleshed Keoliss kompetenceniveau, og selskabet har taget konsekvensen heraf og har afsluttet samarbejdet med deres sikkerhedschef.

- Det er den 9. august aftalt med Keolis, at Aarhus Letbane påtager sig opgaven, skrives det i redegørelsen.

Efter udskiftningen får Aarhus Letbane selv mulighed for at gennemgå Keolis sikkerhedssystem og finder, ligesom styrelsen, at det "ikke har den fornødne kvalitet".

- Aarhus Letbane vurderer dog, at selv om Keolis' sikkerhedsledelsessystem ikke er perfekt, så er det ikke så ringe, at det giver anledning til ikke at kunne køre med letbanen, lyder det i redegørelsen.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen oplyser, at man ingen kommentarer har til samarbejdet med Keolis' tidligere sikkerhedschef.

Keolis oplyser, at man ingen kommentarer har til tilliden mellem den daværende sikkerhedschef og styrelsen.

/ritzau/