Det skulle have været en dag med fest og farver, men for 3.Y på Frederiksværk Gymnasium blev afslutningen på tre års hårdt arbejde til alt andet end den fest, de havde håbet på.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Mens de første studentervogne med festglade studenter, høj musik og mere eller mindre kreativ pynt var rullet af sted, stod elever og forældre fra 3.Y tilbage grædende og frustrerede.

Klokken 9 modtog en af studenterne, Emilie Staushom, nemlig besked om, at den studentervogn, hun havde bestilt for et halvt år siden til en pris på 35.000 kroner, ikke ville komme alligevel. Der var nemlig brudt sammen på vej til gymnasiet. I stedet ville der blive sendt en ny, lød beskeden.

Den dukkede op - men først tre og en halv time senere. Og det viste sig hurtigt, at den heller ikke kunne bruges.

»Det lignede slet ikke den, vi havde bestilt,« lyder det fra Emilie Stausholt.

»Og bilen var var kun godkendt til 28, men de har jo vidst i mere end et halvt år, at vi er 30,« siger den frustrerede student til Frederiksborg Amts Avis.

3.Y var selvfølgelig ikke klar til at smide to af deres klassekammerater af, og derfor måtte chaufføren tage hjem igen.

Det er firmaet Sula Transport, der står med ansvaret for den kiksede studenterkørsel, og her ærgrer direktør Lars Christensen sig over forløbet.

»Det er en rigtig kedelig sag. Vi forsøgte at skaffe en anden bil - men det er jo en rigtig svær dag,« siger direktøren til Frederiksborg Amts Avis.

Han vil nu refundere de 35.000 kroner til 3.Y.

Sagen endte i øvrigt lykkeligt, da Adrian Busser trådte til og skaffede en studentervogn til de desperate 3.Y’ere.