BT vil meget gerne vide, om der findes sladderblade der på samme måde udstiller elevernes sexliv andre steder end på de tre gymnasier. Har du oplevet noget lignende andre steder? Eller har du oplevelser fra Ordrup, Gl. Hellerup eller Øregård Gymnasier som du vil fortælle om, så skriv til journalist Silla Bakalus på silb@bt.dk​

Det er ikke kun i skolens sladderblad, at Ordrup Gymnasiums elever kan risikere at blive krænket ved at få deres sexliv udstillet. Vil man med i sladderbladets redaktion, skal man igennem grænseoverskridende optagelsesritualer af seksuel karakter, der bliver foreviget på kamera og sidenhen kan blive delt med andre, afslører tidligere elev.

Ydmygende underholdning er tilsyneladende en vigtig del af hverdagen på Ordrup Gymnasium nord for København. Og ikke kun i skolens sladderblad ’Ztof.’

Som Radio24syv og BT har kunnet berette de senere dage, har der i årevis været en kultur på de tre velhavergymnasier i Nordsjælland; Gl. Hellerup, Ordrup og Øregård, hvor elevers sexliv er blevet udstillet i skolernes sladderblade, som er blevet redigeret af redaktioner bestående af elever.

BT har fået tilsendt flere eksempler af bladene, hvor man blandt andet kan læse passager som denne, der er taget fra bladet Ztof fra 2013/2014.:

’De lå nøgne halvakavet ved siden af hinanden før deres læber havde trodset. Men legen begyndte, der blev kakket og kakket (slang for kneppe, red.) fra XX’s (navn fjernet. Red.) side og xx (navn fjernet, red.) stønnede meget meget meget højt’.

Flere elever har skrevet til BT og fortalt, at de har følt sig krænket af de detaljerede beskrivelser af elevernes sexliv, hvilket førte til frygt for, hvad man lavede til skolefesterne, og hvad der mon ville stå i det næste blad.

Men ydmygelserne begrænser sig ikke kun til skolebladene. Vil man være en del af redaktionen på skolebladet på Ordrup Gymnasium, eller vil man søge optagelse til et festudvalg eller et andet udvalg på gymnasiet, skal man også igennem ydmygelse  - ofte af seksuel karakter.

Det afslører en tidligere elev over for BT. Eleven E.E., der af frygt for repressalier ikke vil stå frem med sit fulde navn, gik på Ordrup Gymnasium i 2013/2014. Den dengang 16-årige pige ville gerne med i elevbladets redaktion.

Men optagelsesproceduren endte som en temmelig grænseoverskridende oplevelse.

Først skulle eleverne skrive en ’saftig sladderhistorie’ om en medstuderende, og på baggrund af historierne blev 30-40 elever udvalgt til en udtagelsesfest. Til festen var der tradition for, at de yngre elever skulle lave et show foran de ældre 2.- og 3. årselever, der udgjorde udvælgelsesudvalget.

»Min oprindelige tanke var, at jeg ville lave et ’stand up’-show. Men jeg fik at vide af en af pigerne fra min klasse, der også var med til festen, at det nok ikke helt var det, der var i tankerne,« fortæller den nu 19-årige E.E. og forklarer, at det var forventet, at man lavede noget af seksuel karakter.

Ved festen fik hun selvsyn for sagen.

»Der var piger, der iklædt undertøj smurte hinanden ind i olie, rullede sig i fjer, lavede lapdance og råsnavede med hinanden nede på gulvet foran de andre. Og drengene smed også tøjet og smurte sig ind i diverse ting som flødeskum, chokoladesovs og bad folk om at slikke det af hinanden.«

Udsnit af bladet Ztof fra 2013/2014. Blandt andet står der: 'Da (navn fjjernet, red.) gav den i standing doggy kunne (navn fjernet,.red) desværre ikke holde luften inde og kom til at prutte en smule. '
Udsnit af bladet Ztof fra 2013/2014. Blandt andet står der: 'Da (navn fjjernet, red.) gav den i standing doggy kunne (navn fjernet,.red) desværre ikke holde luften inde og kom til at prutte en smule. '
Vis mere

Efter at have set de andre endte E.E. med at kopiere og improvisere, da det blev hendes tur:

»Så jeg hælder en champagne ud over mig selv, smider tøjet og smører mig selv ind i flødeskum og giver en lapdance til en 3.g’er,« fortæller hun og tilføjer, at hun dog beholdt undertøjet på.

Trods anstrengelserne og det grænseoverskridende show, blev E.E. dog ikke udvalgt til redaktionen på bladet.

»Nej, for størstedelen af dem, der bliver valgt, bliver det på baggrund af deres efternavne, og hvem fra deres familie, der har gået på skolen før dem. De var nærmest udvalgt på forhånd,« forklarer den tidligere elev, der ikke selv kommer fra Ordrup.

Det var dog hverken ydmygelsen ved at stå på scenen eller ærgrelsen over ikke at komme med i redaktionen, der blev den værste oplevelse for E.E. Den kom først senere.

Ved en familiefødselsdag blev hun nemlig konfronteret med et billede fra den ydmygende seance. Til fødselsdagen var der en, der tidligere havde gået på Ordrup Gymnasium.

»Han viser mig så et billede, som han havde fået tilsendt. På billedet står jeg iklædt en lille nederdel og en bh, er overhældt med champagne og er på vej til at smøre mig ind i flødeskum,« fortæller pigen.

Baggrunden på billedet er en spejlvæg, hvor man ifølge E.E. kan se, at alle tilskuerne sidder med deres telefoner klar til at tage et billede.

Vidste du godt, at der blev taget billeder?

»Ja, det kunne jeg jo se. Men alle havde jo drukket sig så langt væk for at glemme, hvad det var de skulle stå og lave, at det ikke betød det store på det tidspunkt,« siger E.E.

Hvad tænkte du, da du blev præsenteret for billedet?

»Der gik det op for mig, at det måske var noget værre rod, jeg var kommet ud i, og at det måske ikke var det værd at sætte sin værdighed på spil for at få lov at være med til at lave noget så modbydeligt som et sladderblad,« siger E.E, der dog tilføjer, at hun ikke fortrød, at hun opførte showet, da hun har ’lært af det’.

Den tidligere elev fortæller dog, at optagelserne til skolebladet langt fra var de værste af slagsen i den tid, hun gik på Ordrup Gymnasium. Skulle man til optagelse til skolernes festudvalg, blev det også forventet, at man skulle præstere samme form for underholdning – dog foran hele skolen.

Blandt andet på grund af de grænseoverskridende oplevelser på Ordrup Gymnasium endte E.E. med at skifte til et andet gymnasium i Nordsjælland. Der har gymnasiet også et skoleblad – men slet ikke af samme slags som det i Ordrup.

»Det er kun skolerelateret,« siger E.E.

BT har fået mange henvendelser fra tidligere elever fra Ordrup Gymnasium, der har fundet bladet Ztof grænseoverskridende. Flere elever skriver dog også, at de har været glade for deres gymnasietid i Ordrup.

BT har både onsdag og torsdag forsøgt at indhente en kommentar fra Ordrup Gymnasiums rektor Henning Thomsen for at spørge, hvorfor gymnasiets ledelse i årevis har ladet gymnasiets blad ’Ztof’ skrive sladderhistorier om elevernes privatliv uden at gribe ind. Desuden vil vi også gerne spørge ind til de grænseoverskridende optagelsesritualer. Det har dog indtil videre ikke været muligt at få fat i Henning Thomsen.

Gymnasiets rektor Henning Thomsen har dog udsendt en mail til eleverne og deres forældre, hvor der står, at bladet Ztof er blevet lukket i 2015 og efterfølgende genopstået i en ny udgave med 'markante ændringer'.

BT vil meget gerne vide, om der findes sladderblade der på samme måde udstiller elevernes sexliv andre steder end på de tre gymnasier. Har du oplevet noget lignende andre steder? Eller har du oplevelser fra Ordrup, Gl. Hellerup eller Øregård Gymnasium som du vil fortælle om, så skriv til journalist Silla Bakalus på silb@bt.dk