Sanger og skuespiller Stig Rossen kæmper med røde tal i sit firma Stig Rossen ApS.

Det viser regnskabet for 2013, som netop er offentligt fra Erhvervsstyrelsen.

Underskuddet i Stig Rossens kunstneriske virksomhed, som han driver fra hjemmet i Kullerup på Fyn, er på 422.000 kroner, og selskabet kommer ud af året med en negativ egenkapital på 235.000 kroner.

Regnskabet, som han selv i ledelsesberetningen betegner som "særdeles utilfredsstillende", kommer efter et skuffende 2012, hvor selskabet sluttede regnskabsåret med et underskud på 380.000 kroner.

- Hovedårsagen til resultatet i 2013 og også året før er, at vi stadig ligger og kæmper med at få indtægterne for foredrag op på samme niveau, som de var før. Jeg gik fra at have rigtig mange foredrag - mellem 50 og 80 om året - til faktisk slet ikke at have nogen. Der mangler en million-indtægt, og det er klart, det har betydning, siger Stig Rossen til bt.dk.

Udover stadig at mangle indtægter fra foredragsdelen af virksomheden er 2013-regnskabet også præget af, at Stig Rossen har brugt en stor del af sin tid på at spille teater i fjor.

- Det er dejligt og hyggeligt at spille teater, men det er ikke ligefrem vellønnet i forhold til, hvad jeg ellers kan få af omsætning med andre ting. Jeg kan omsætte det samme på to koncerter, som månedslønnen er ved at spille teater. Og da jeg har spillet rigtig meget teater, sætter det jo også sit præg på årsregnskabet, siger Stig Rossen.

Han forsikrer, at han er på vej tilbage, men at der er et stykke vej endnu, før foredragene er lige så efterspurgt, som de var tidligere.

- Det tager tid at slæbe den slags i gang igen, men det skal nok lykkes, siger han.

Grunden til, at hans foredragsvirksomhed og efterspørgslen efter at høre "Livet skal ikke leves på automatpilot" pludselig blev nærmest ikke-eksisterende, skyldes ifølge Stig Rossen hans egen fejl: Da krisen begyndte at kradse, meldte han sig af sparehensyn ud af det netværk, som siden 1999 havde booket hans foredrag.

- Jeg havde ansat en fuldtidssekretær, og jeg tænkte, at hun og jeg selv jo lige så godt kunne booke. Det gik så ikke lige, som jeg havde tænkt, som han siger.

- Jeg har siden meldt mig ind i netværket igen, og vi er stille og roligt ved at bevæge os tilbage med foredragene. Det er ikke oppe på samme niveau som tidligere, men det skal det nok komme. Den slags tager tid.

De seneste par sløje år slår ham ikke af banen, forsikrer han og svarer benægtende på, om det kan få betydning for virksomhedens fremtid.

- Det her er jo en branche, som er meget svingende. Jeg har rigtig meget at lave, har nogle idéer og er bl.a. ved at forberede juleturnéen med 30 koncerter fra sidst i november og frem til jul, siger den populære sanger og skuespiller.

Sidst han havde et tilfredsstillende årsresultatet i virksomheden var i 2011. Da kom Stig Rossen ApS ud af året med et overskud på over en halv million og havde ved årets udgang en lille million kroner i egenkapital.