En gruppe utilfredse kunder vil tage kampen op mod realkredit-giganterne ved at etablere et helt nyt kundeejet selskab, Boligejernes Realkredit

Der var nærmest ramaskrig blandt boligejerne, da tre ud af fire realkreditselskaber endnu engang skruede kraftigt op for gebyrerne sidste år. Det gik især hårdt ud over flekslånere.

Hovedargumentet fra selskaberne var, at EU - med stor sandsynlighed - er på vej med strammere kapitalkrav til pengeinstitutterne.

Alligevel slog en rapport fra Konkurrencerådet for nylig fast, at priserne i branchen er »uforklarligt« høje. Antallet af aktører er for få, det er for dyrt at skifte selskab, og konkurrencen fungerer ikke optimalt.

Men nu har en gruppe utilfredse boligejere planer om at tage kampen op mod de fire realkredit-giganter.

Om få uger indleder de ansøgningsprocessen til Finanstilsynet om at få tilladelse til at etablere Boligejernes Realkredit - et nyt og 100 procent kundeejet selskab, der udelukkende skal fokusere på at give de bedste vilkår til låntagerne.

Og bestyrelsen, hvoraf flere selv har erfaring inden for bank- og realkreditsektoren, er allerede hjulpet et stykke på vej: Via private donationer på hjemmesiden Booomerang.dk har arbejdsgruppen indsamlet over 600.000 kroner i startkapital.

»Vi ønsker at introducere et realkreditinstitut baseret på de gamle værdier - brugerstyret, enkle produkter og overskudsdeling. Det er boligejerne, der ejer realkreditinstituttet, og de penge, der måtte blive tilbage, efter omkostninger er betalt, skal gå tilbage til låntagerne,« siger formanden, Wagn Erik Nørgaard, til BT.

Han har selv en baggrund inden for IT og har stor viden på realkredit-området, da han har været med til at udvikle og implementere realkredit-systemer efter dansk model i udlandet, herunder Mexico.

Det er planen, at Boligejernes Realkredit skal have nogle få, gennemskuelige produkter på hylden: Fastforrentede lån og et enkelt variabelt lån.

Lavere bidrag

Ifølge de udarbejdede budgetter bliver det muligt for Boligejernes Realkredit at tilbyde bidragssatser på i gennemsnit 0,5 pct., og hvis viser det sig, at boligejerne har betalt mere end kostprisen for deres lån, skal de have overskuddet retur.

Wagn Erik Nørgaard lægger ikke skjul på, at initiativet er opstået på baggrund af en stor utilfredshed med, hvordan de eksisterende selskaber har hævet prisen igen og igen.

»Folk er voldsomt frustrerede over, at realkreditselskaberne hæver priserne samtidig med, at de viser et kæmpe overskud i regnskabet. Vi tror på, at vi har en ret stor folkelig opbakning.«

Martin Riedel, der er finansiel rådgiver og ekspert i boliglån, kalder Boligejernes Realkredit for et »super fedt initiativ.«

»Der er nødt til at være flere end de fire udbydere til privatkunder, som der er i øjeblikket, hvis der for alvor skal komme konkurrence. Og det kan det her koncept gøre op med. Netop fordi det bliver drevet ud fra et mål om at skabe fair priser på realkredit, frem for alene en profitmaksimerende strategi,« siger Martin Riedel, der er indehaver af Realkreditkonsulenten.dk.

Udfordringer på vejen

Han understreger dog, at der er store udfordringer forbundet ved at starte et realkreditinstitut op fra bunden. Han peger blandt andet på, at investorer generelt kræver en højere rente, når de skyder penge i små selskaber - fordi risikoen set med investorernes øjne er større sammenlignet med at investere i et stort realkreditselskab med en kæmpe pengetank.

»Man kan jo eksempelvis se på, hvordan BRF Kredit handler til kurser, der ligger mellem 0,2 og 0,4 procentpoint lavere end konkurrenterne, fordi det en mindre kreditforening. Det kan godt være, at bidragssatsen er lavere, men hvis renten bliver højere eller kursen lavere, så kan besparelsen jo samlet set være væk for forbrugeren,« forklarer Martin Riedel.

Bankernes og realkreditinstitutternes brancheorganisation Finans Danmark »hilser alle nye aktører velkommen.«

»Vi har allerede i dag et solidt og billigt realkreditsystem i Danmark med lav risiko. Men det er også et frit marked med fri konkurrence, så selvfølgelig skal alle aktører være velkomne,« siger Peter Jayaswal, der er direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Vælg det billigste selskab - og spar en formue 

Selv om Konkurrencerådet for nylig slog fast, at priserne er »uforklarligt« høje på markedet for boliglån, så kan du stadig snyde dig selv for mange penge, hvis du ikke går efter de laveste bidragssatser.

Det viser beregninger fra Realkreditkonsulenten.dk.

Særligt for flekslånere kan der være en kæmpe forskel på udgiften alt afhængigt af, hvor lånet placeres.

Tager man f.eks. udgangspunkt i et realkreditlån på 3,3 millioner kroner med afdragsfrihed, så er der 13.600 kroner i forskel om året fra dyrest (Nykredit/Totalkredit) til billigst (BRF Kredit).

Det giver en prisforskel på hele 136.000 kroner over en periode på 10 år.

»Der er helt absolut mange penge at spare, og konkurrencen kommer jo også først til at fungere, hvis man belønner de billigste kreditforeninger,« siger Martin Riedel, der er økonomisk rådgiver og indehaver af Realkreditkonsulenten.dk.

For låntagere med fast rente er forskellen ikke lige så stor, men der kan stadig være en gevinst at hente. For samme type boliglån som ovenstående vil besparelsen over 10 år være på 56.000 kr.