Den kraftige storm, som hærgede Danmark mandag, var rent faktisk så kraftig, at den kan kaldes orkan. Og den var kraftigere end i 1999.

SEND DIT BILLEDE FRA STORMEN OG ØDELÆGGELSERNE TIL BT PÅ 1929@bt.dk

Mens de sidste træer er ved at blive fjernet fra vejene, og de sidste tegl er ved at blive fejet sammen, så har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fået overblik over, hvor voldsom vinden rent faktisk var.

Konklusionen er, at blæsevejret var det mest voldsomme nogensinde.

BM

»Det var meget intenst og forholdsvis kortvarigt. Vi nåede altså over grænsen for orkanstyrke på fire vejrstationer i går,« siger Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved DMI, og fortsætter:

»Vi målte den højeste middelvind på Røsnæs, Sjælland, til 39,5 meter i sekundet, hvilket svarer til 142 kilometer i timen. Og så kan man altså godt begynde at kalde blæsevejret i går for en decideret orkan«.

Middelvinden, som er et gennemsnitstal af vindstyrken målt over en periode på ti minutter, har aldrig været kraftigere i de 134 år, hvor DMI har målt den.

BM

Der er heller aldrig blevet målt kraftigere vindstød, end det der ramte Kegnæs Fyr på det sydlige Als mandag eftermiddag. Det blev målt til 53,5 meter i sekundet, hvilket svarer til 193 kilometer i timen.

»December-orkanen i 1999 strakte sig over længere tid, og vi nåede ikke helt op på de samme vindstyrker. Så det var mere intenst, men også mere kortvarigt i går,« siger Henning Gisselø.

De hidtidige rekorder stammer begge fra 1999, hvor der blev målt vindstød på 51,4 meter i sekundet og (185 kilometer i timen) og middelvind på 38,1 meter i sekundet (137 kilometer i timen).