Madagens storm standsede al trafik til og fra Lyngby Station, da taget fra et nærliggende højhus blæste ned over stationen og forårsagede store ødelæggelser. Flere tog strandede nær stationen, da der ikke var køreledninger til at forsyne togene med strøm.
Oprydningen efter stormskaderne er så omfattende, at skaderne på stationen først forventes udbedret lørdag.
- Vi er i gang med at sætte nye køreledninger op, og der er også en masse bygningsmaterialer, som skal fragtes væk fra stationen, oplyser pressevagten hos Banedanmark til BT.
Ledningsnettet er så ødelagt, at der skal støbes nye fundamenter til køreledningernes master, men arbejdet skrider fremad, lyder det optimistisk.
- Det tager noget tid, men vi forventer at være klar til at betjene passagerer på Lyngby Station igen lørdag, lyder meldingen fra pressevagten.
Frem til lørdag vil S-togene fortsat være ramt af uregelmæssigheder på flere linjer. Linje C, F, og H kører normalt, mens linje A kører hvert 10. minut mellem Hundige og Farum.
Skaderne omkring Lyngby Station betyder, at der er indsat togbusser på dele af strækningen for linje B og H. DSB opfordrer derfor rejsende til at tage hjemmefra i god tid, da der vil være forlænget rejsetid. Se mere på DSBs egen hjemmeside.