Mens stormen Egon rasede, fik en helt ny turistform debut i Danmark.

De har gjort det i USA i årevis. Og den seneste tids vildere vejr har nu også gjort det muligt i Danmark. Fænomenet hedder storm chasing (stormjagt, red.), og lørdag gjorde det første danske firma en forretning ud af det.

VestEvent, som i syv år har arrangeret aktiviteter i naturen langs den jyske vestkyst, havde således det første hold stormturister med ude at opleve stormen Egons rasen lørdag.

Følg BTs livedækning af stormens rasen her

- Vi har indgående kendskab til området, så vi har mulighed for at give folk nogle oplevelser, som de helt sikkert ikke har haft før. Vi ved, hvor stormen er allerkraftigst hvornår, og så tager vi folk med derhen under kontrollerede og sikre forhold, siger indehaver af VestEvent Martin Svendsen.

Læs også:

Søndag har stormen Egon imidlertid skabt massive oversvømmelser særligt ved Limfjorden og ved den jyske vestkyst, hvilket har fået mange nysgerrige danskere til at strømme til. Det har skabt en del problemer for dem, som arbejder på højtryk for at mindske skaderne, og Martin Svendsen råder folk til at have respekt for beredskabet.

- Det er vigtigt, at man ikke går i vejen for beredskabet, som arbejder på stedet. Det er et beredskab, som beror på frivilligt arbejde, og dem skal man have respekt for, siger Martin Svendsen, der selv er uddannet redder.

Læs også:

VestEvent har både lørdag og søndag haft selskaber med ude og opleve stormen, men Martin Svendsen understreger, at det foregår i behørig afstand fra beredskabets arbejde.

- Vi sørger for at holde os opdateret på, hvor beredskabet arbejder, og så giver vi dem selvfølgelig arbejdsro. Det vigtigste er, at give folk gode naturoplevelser og vise dem, at man sagtens kan være ude hele året, hvis man bare klæder sig rigtigt på, siger han.

Fire timers stormjagt koster 348 kroner og foregår i bus eller landrovers. Turene arrangeres med tre til fire dages varsel.