En storkonflikt, der kan få store konsekvenser for danskernes hverdag, er under opsejling.

Sådan lyder advarslen fra 3F i Århus efter en stor del af fagforbundets medlemmer har udtrykt utilfredshed med den nye overenskomst i transport- og logistikbranchen, som man i disse uger stemmer om. Og det kan i sidste ende betyde massiv strejke.

»Vi kan se, at der er høj stemmedeltagelse ved afstemningen, og vi har nået de 40 procent, der skal til for at forslaget kan forkastes med almindeligt flertal, siger Peter Bæk, der er afdelingsformand for 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus, til Jydske Vestkysten.

En eventuel konflikt vil få store konsekvenserne for danskerne hverdag, da det vil betyde, at rutebilerne vil stoppe med at køre, og distributionen til supermarkeder og brændstof til tankstationerne ligeledes vil holde op, ligesom man så under den såkaldte 'Gærkrise' tilbage i 1998.

Ifølge Peter Bæk er det blandt andet en udsigt til en fem timer længere arbejdsuge, der vækker bekymring hos 3F's medlemmer, fordi der i forvejen er en del overarbejde blandt chaufførerne, forklarer han til Jydske Vestkysten.

En eventuel konflikt vil blive sat i gang 25. april.

'Gærkrisen' i 1998 varede i 11 dage og kostede danske virksomheder flere millioner kroner i tabte arbejdsdage.

Konflikten fik danskerne til at hamstre gær i de danske supermarkeder. Men få dage inde i konflikten var der ikke mere gær tilbage og supermarkeders hylder var fuldstændig tomme.