Samarbejde mellem kommuner skal forhindre de milliarddyre skader, som skybrud forårsager i hovedstaden.

17 kommuner i Storkøbenhavn indgår nu et formelt samarbejde for at dæmme op for de enorme og milliarddyre skader, som opstår efter skybrud.

Kommunerne ønsker, at miljøminister Ida Auken (SF) skaber klarhed over, hvordan investeringer i klimatilpasninger kan finansieres. Det skriver Berlingske lørdag.

Samarbejdet mellem de 17 kommuner omfatter et beredskab, så alle mand hurtigt kan komme til pumperne næste gang, vejrguderne beslutter sig for at åbne for himmelens sluser.

Derudover planlægger kommunerne en række fælles initiativer, som kan sikre, at regnvand efter skybrud ledes til åer, søer og i sidste ende til Øresund frem for at strømme mod de mest ubelejlige steder.

- Vi har brug for et styrket samarbejde på skybrudsområdet af en mere formel karakter, og derfor er alle kommuner enige om at danne et beredskabsforum for Storkøbenhavn, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), som står bag initiativet.

Københavns Kommune har i budgettet for næste år afsat 50 millioner kroner til en række projekter, der skal styre strømmen af regnvand fra skybrud. Det drejer sig bl.a. om at genoprette Harrestrup Å, så den igen er i stand til at optage mere vand.

Samtidig vil der blive dannet et rekreativt område, som borgere og dyreliv kan nyde. Derudover skal der investeres i rørsystemer til Øresund, så Emdrup Sø ikke i fremtiden forvandler Lyngbymotorvejen til et vådområde.

- Jeg tør ikke give et bud på, hvad det vil koste, men jeg kan sige, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget: Alene skybruddene denne sommer kostede et sted mellem én og to milliarder kroner i samfundsøkonomiske omkostninger, siger Frank Jensen til Berlingske.

De 17 borgmestre har besluttet at bede miljøminister Ida Auken (SF) om at skabe bedre muligheder for investeringer i klimatilpasninger.



/ritzau/