Nu er der for alvor forår i luften - eller nærmere sagt i reden. Der er nemlig håb om danskfødte storkeunger i år. Det storkepar, der bor i Gundsølille ved Roskilde, er kommet i lykkelig omstændigheder, oplyser P4 København.

- Storkehunnen har lagt sig fast på reden. Hun trykker sig på æggene for at beskytte dem, så vi kan se meget tydeligt, at der er unger på vej, siger Jess Frederiksen, formand for foreningen storkene.dk, til P4 København.

Hvor mange storkeunger, der er på vej, ved Jess Frederiksen endnu ikke, men han regner med 3-4 stykker. Hvis alt går som det skal, så kan storkeungerne se dagens lys til maj.

Og vejret er meget afgørende for, hvordan ungerne kommer til at klare sig.

- Det kan meget nemt blive for tørt, så storkene ikke kan finde føde. Det kan også blive for vådt, så det kræver det rigtige vejr med en god balance mellem sol og regn, siger Jess Frederiksen til P4 København.

---- De halvtamme Gundsølille-storke trækker ikke, men det gør deres unger, og håbet er, at de en dag vender tilbage til Danmark og lever som helt vilde storke.