Der kører i øjeblikket ingen regionaltog mellem Odense og Fredericia. Det skyldes en fejl på et spor ved Odense.

Det oplyser DSB.

'I forbindelse med en rangering og en afsporing i går aftes har vi desværre fået ødelagt et spor ved Odense. Det betyder, at vi ikke kan køre med regionaltogene mellem Odense og Fredericia, mens vi arbejder på at få repareret sporet', oplyses det på DSBs hjemmeside.

Regionaltogene er derfor blevet erstattet af togbusser, mens IC- og Lyntog kan blive forsinket med mellem 30 og 60 minutter. Enkelte afgange kan også blive aflyst.

Indtil videre er regionaltogene erstattet af togbusser hele onsdagen.