Har du været udsat for lignende? Så skriv til vores journalist på bopo@bt.dk eller via Facebook.

På trods af, at de var i levende live, så blev mindst syv patienter erklæret døde i deres elektroniske patientjournaler i forbindelse med indlæggelser på Sygehus Sønderjylland og Sydvestjysk Sygehus.

Det skriver JydskeVestkysten.

På Sygehus Sønderjylland er tre patienter siden 2010 fejlagtigt registreret som døde. På Sydvestjysk Sygehus er det officielle tal også tre siden 2013. Men lokalmediet har talt med en Kent Bosack fra Gabøl i Sønderjylland, der fortæller han også blev erklæret død i Sygehus Sønderjylland i januar 2017. De tre registrerede tilfælde, som mediet har fået oplyst, skulle være sket i 2013, 2014 og 2016, hvorfor mediet konkluderer, at han må være den syvende person i statistikken.

Kvalitetskonsulent på Sygehus Sønderjylland Tine Grau fortæller, at fejlen kan ske, hvis sygehuspersonale forbytter to cpr-numre eller hvis vedkommende trykker på noget forkert i de elektroniske journaler. Men i realiteten kan tallet godt være højere, da det kræver, at hændelser bliver indberettet af personalet.

»Vi kender ikke det absolutte tal. Tallene beror på medarbejdernes rapporter,« siger hun.

Så snart man bliver erklæret død i hospitalets system, får banker, forsikringsselskaber og styrelser det at vide. Det betyder i praksis, at man ligesom Kirsten Kristensen, som DR talte med i marts, bliver slettet fra alverdens systemer. Hun oplevede således, at NemID, pas, kørekort og sygesikring blev deaktiveret.

Administrerende sygehusdirektør Per Busk fra Sydvestjysk Sygehus oplyser til mediet, at han er overbevist om, at der ikke findes flere tilfælde end de tre, som de har oplyst mediet om.