Hvis det står til byrådsmedlem Hans Stavnsager (S) i Faaborg-Midfyn Kommune, skal der bygges en bro mellem Als og Fyn.

Det skriver TV 2 Fyn.

Byrådsmedlemmet oplyser dog, at der er lang vej endnu, før det ambitiøse projekt om en fast forbindelse mellem Sønderjylland og det sydlige Fyn kan realiseres:

»Dels er der en del undersøgelser, der skal laves, der skal regnes på priser og så videre, og så skal der laves et lobbyarbejde. At få overbevist tilstrækkeligt med landspolitikere om, at det her er en god løsning, således at projektet kan realiseres,« siger han til TV 2 Fyn.

Hans Stavnsager mener, at broen kan være med til at at knytte hele sønderjyllandsområdet og det nordtyske område med det sydlige Fyn.

Kommunen håber på politisk og økonomisk støtte fra regionen, andre kommuner og private aktører. I skrivende stund har et sekretariat fået tildelt en halv million kroner, som skal bruges på undersøgelserne og udregninger i forhold til det store projekt.

Det er dog ikke alle, som er vilde med idéen om en fast forbindelse mellem de to områder. Enhedslisten i byrådet frygter, at naturområderne kan lide overlast, hvis der kommer for meget trafik på grund af broprojektet.

Hvad mener du om projektet? Giv din mening til kende i afstemningen.