I november gik den landskendte webshop Rikki Tikki nedenom og hjem, da virksomheden Rikki Tikki Company gik konkurs. Men nu er der igen pustet liv i interiør-butikken.

Det skriver Fjordavisen.nu.

En tidligere ansat, som har arbejdet i virksomheden i 15 år, har valgt at købe den populære netbutik samt hele det efterladte varelager, som blandt andet indeholder interiør-produkter fra Kähler, Stelton og Kay Bojesen.

Thomas Roth fra Hadsund, som blandt andet har arbejdet som ansvarlig for netop webshoppen, som han har været med til at udvikle og gøre til en succes, fik så sent som i fredags mulighed for at købe sin gamle arbejdsplads - og så skulle det gå stærkt.

Men ifølge Fjordavisen.nu var han slet ikke i tvivl.

»Det var en gylden mulighed for at få en populær og meget velfungerende webshop, der har en stor og loyal kundekreds, både lokalt og landsdækkende. Om shoppen så i fremtiden skal bevare Rikki Tikki-navnet, må tiden vise,« siger Thomas Roth.

Han håber nu, at han kan genansætte nogle af sine tidligere kollegaer og få webshoppen oppe på samme niveau som i de gyldne tider, hvor der lå 300 ordrer om dagen.

Rikki Tikki Company blev stiftet i 2000 af Trip Trap-stifter Ib Møller, men i november måtte den nordjyske virksomhed dreje nøglen om og indgive sin konkursbegæring til Skifteretten i Aalborg.

I juli tabte ejeren af Rikki Tikki Company en retssag til den nordjyske familievirksomhed Klarborg ApS om salget af de kendte Klarborg-nisser, der gennem 17 år har været forhandlet af Rikki Tikki Company under navnet Trip Trap. Og det blev begyndelsen på nedturen for Rikki Tikki Company.

Trip Trap, der i dag hedder Skagerak, har ikke haft nogen forbindelse til Rikki Tikki Company siden 2001 og blev således ikke påvirket af konkursbegæringen.