Må mænd have shorts på på jobbet eller ej?

Dét emne er blevet gloende varmt efter, at det er kommet frem, at dagbladet Jyllands-Postens chefredaktør i en intern mail har beordret de mandlige medarbejdere til at trække i lange bukser. Hedebølge eller ej.

»Jamen guuud, hvor er det åndssvagt. Du godeste!« lyder det fra erhvervsleder Stine Bosse, som i løbet af sin lange karriere har haft tusindvis af ansatte under sig. Uden nogensinde at udstikke ordrer om, hvordan folk gik klædt, når de gik på arbejde.

»Jeg har altid i min tid, når emnet er kommet op med passende mellemrum, sagt, at det er klart, at har man kundekontakt, så skal man måske være lidt ekstra opmærksom. Så kan det godt være, at det skal være de der ¾ lange bukser, som er blevet moderne til mænd, der er niveauet.

Men hvis man sidder på en redaktion eller er i en it- eller økonomifunktion og i øvrigt har et par pæne shorts og en skjorte på,så  kan jeg overhovedet ikke se problemet med det. For siden hvornår skulle en mandelæg være blevet anstødelig? Hold nu op!

Bliver det næste, at de skal have stivede skjorter og slips på hver dag? Jeg synes, at det er noget pjat,« siger Stine Bosse, som tror på, at de ansatte selv er i stand til at vurdere, hvad der er passende påklædning.

»Man skal selvfølgelig altid gå anstændigt klædt. Det er en arbejdsplads og man skal ikke forstyrre folks drifter, men om mænd har et par shorts på, der går lige over eller under knæet og en skjorte, det kan jeg slet slet ikke se, hvorfor man ikke skulle tillade.«

Af dømme efter den interne mail til Jyllands-Postens medarbejdere, som chefrektør Jacob Nybroe har sendt ud, kan avisens ansatte tilsyneladende ikke finde ud af det.

»Vi er på en arbejdsplads - ikke en campingplads,« står der.

Den udmelding får kun hovedrysten med på vejen fra Stine Bosse.

»Man kan diskutere, om virksomheder bør have en dresscode for medarbejderne, for denne debat kommer jo op med passende mellemrum. Særligt i store virksomheder kan det være udmærket at lave en, men den skal efter min mening være så bred, at den giver folk et rum til at råde i, så man ikke pludselig får uniformerede tilstande.

Jeg husker debatten tilbage fra slutningen af 80erne og starten af 90erne, hvor jeg stadig var HR-direktør. Og jeg troede, at vi fik klaret den dengang. Men det gjorde vi så ikke.«