Lyt til artiklen

Tøftings spæde søn blev genoplivet tre gange i taxaen på vej til hospitalet, inden han tabte kampen til meningitis

Han kunne have fejret sin 9-års fødselsdag i marts i år. Jon, som Stig Tøftings søn skulle være døbt.

Men Jons liv blev kun knap fire uger langt. Kort efter fødslen på en forårsdag i 2003 slog en dødelig sygdom kløerne i den spæde dreng, og trods lægernes kamp slap meningitissen aldrig sit greb.

- Jeg vil ikke ønske for nogen forældre, at de kommer til at stå i samme situation, som vi har stået i. Det er en utrolig ubehagelig situation. Det tror jeg ikke rigtigt, man kan beskrive, siger Stig Tøfting om det mareridt, han og ekskonen Betiina dengang gennemlevede.

Lillebitte kiste

Inden forældrene fik en chance for at lære deres nyfødte barn at kende, måtte de sænke ham i graven i en lillebitte hvid kiste. Som et lyn fra en klar himmel blev sønnen ramt af hjernehindebetændelsen meningitis, og bare 26 dage gammel døde Jon Sergej Tøfting på hospitalet. Han lå i en hospitalsseng mellem Tøfting og Betiina, da han efter et dybt suk blev helt stille.

I dag er Jon stadig et blødt punkt hos det hårdføre fodboldikon. Alligevel har han sagt ja til for første gang at fortælle offentligt om sønnens død, når World Meningitis Day markeres i Danmark.

- Jeg ved, at der i fremtiden vil være forældre, der kommer til at gå igennem det samme som os. Og hvis jeg på nogen måde kan skabe opmærksomhed om meningitis, så gør jeg det gerne, siger Tøfting, der gennem sin karriere om nogen har haft mediernes opmærksomhed og været leveringsdygtig i avisforsider.

Folk skriver

Mange af episoderne kan man læse om i selvbiografien ’No Regrets’, hvor et sort kapitel er dedikeret til Jon. Et kapitel, der har åbnet hans øjne for, at han kan hjælpe andre ved at fortælle om sønnens død.

- Jeg har fået masser af tilkendegivelser fra dem, der har læst min bog. Folk skriver, at de er taknemlige for at vide, at de ikke er alene. Det at miste barn er noget, man aldrig kommer over. Jeg kommer aldrig over det, men jeg har lært at leve med det. Det er noget, man skal leve med, siger han.

Ét minde vil dog altid stå kulsort og aldrig blive tåleligt for den store mand.

- Det allerværste ved det hele var, da min ekskone Betiina måtte genoplive ham i taxaen på vej til hospitalet. Tre gange døde han, hvor hun måtte få liv i ham igen med kunstigt åndedræt, siger han.

Tatoveret på armen

Men det ømme punkt, som han kalder for ’sit livs tragedie’, er dog en tragedie, han er afklaret med. Derfor skræmmer det ham ikke synderligt at skulle se mareridtet i øjnene, når han i dag offentligt skal fortælle om Jons død til Landsforeningen Meningitis’ arrangement i København

- Jeg tror egentlig ikke, at det bliver så svært. Jeg tænker på ham jævnligt, for hans fødselsdag og dødsdag står tatoveret på min arm. Det gør, at det bliver nemmere at have med at gøre. Hvis man bliver mindet om det tit, gør det også, at det bliver en del af ens hverdag, siger han.