’Sikke'n dejlig dag det er i dag.’

Det er nok den sang, de fleste af os kender Stig Møller for.

Men det er næppe sådan, Radio24syvs lyttere vil huske dagen i dag, hvor radioværten på ’Det Næste Kapitel’, Iben Zeuten, interviewede Stig Møller i anledning af sangerens 70 års fødselsdag.

Interviewet gik nemlig ikke særlig godt, og Iben Zeuten valgte faktisk at kaste håndklædet i ringen og afbryde interviewet allerede tyve minutter før, programmet sluttede. Iben Zeuten blev sammen med Stig Møller enige om, at det var nok det bedste at gøre, siden de gik så skævt af hinanden.

Det gik galt allerede fra starten, efter Iben Zeuten byder Stig Møller velkommen.

»Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om,« starter Iben Zeuten.

»Ja, men det er da hyggeligt,« svarer Stig Møller.

»Det ved jeg ikke, om det bliver,« lyder det fra Iben Zeuten.

»Nej, det er ikke sikkert, nej,« kommenterer Stig Møller.

Iben Zeuten taler herefter lidt om, hvordan hun opfatter Stig Møllers generation. Ifølge hende er der nemlig fire nøgleord, der karakteriserer de ting, Stig Møllers generation kæmpede for: Kvindekamp. At nedbryde eliten. Ungdomsoprør. Og god karma.

Men Iben Zeuten får ikke lov til at tale ud, før hun bliver afbrudt af Stig Møller, der også vil give sit besyv med og sætte sit præg på interviewet.

»Det fatter du ikke en skid af. Det er jeg godt klar over,« lyder det fra Stig Møller, hvorefter et højt grin fylder æteren.

Iben Zeuten finder sig dog ikke i nedgørelsen, men tager i stedet kampen op. Ifølge hende bryder Stig Møller alle regler, da det ikke er første gang, at Stig Møller taler ned til hende, fordi hun er kvinde.

Læs også: Nu afslører radiovært sin fortid: Jeg levede som escort-pige - fordi jeg havde lyst

Stig Møller mener dog, det er berettiget, fordi det lyder som om, Iben Zeuten ’ikke aner noget som helst’. Men det er jo nok fordi, hun lige har ’fået en unge’, mener han.

»Jeg synes, det er hyklerisk, at du taler ned til mig. Du siger, du vil ordne mig om natten. Du siger, jeg ikke ved en skid,« lyder det fra Iben Zeuten.

Du kan høre det korte interview fra dagens program af 'Det Næste Kapitel' herunder: