Køberen af den enorme villa er erhvervsmanden Lars Kolind, der grundlagde sin formue som direktør for Oticon, der producerer høreapparater. Han har også været politisk aktiv i Ny Alliance, og godt 45 mio. kr. sikrer nu, at han og konen bliver genbo til statministerboligen Marienborg, der også ligger ned til Bagsværd Sø.

Du har et gods i forvejen, skal du bo det nye sted?

- Ja, vi har hele tiden haft en bolig i København, nu syntes vi, at der var en god mulighed for at få en, der var bedre.

Vil I sælge jeres gods Løndal ved Silkeborg?

- Nej, vi skal bo begge steder. Både Løndal og det nye i København.

Huset hedder Tusculum. Det ligner jo nærmest et slot!

- Men det er ikke et slot. Det er bare en villa. Men den er stor nok.

Ja, I får rigelig plads. Har I hjemmeboende børn?

- Nej, vi har fire voksne børn, og de kommer på besøg indimellem. Det er et meget, meget smukt og fantastisk hus. Ligesom mange andre i København har vi kendt til det hus i mange år, og pludselig fik vi chancen for at købe det. Så skal man slå til. Selvfølgelig er det stort til to mennesker, men vi har mange gæster, og min kone og jeg skal have kontorer i huset. Så vi skal nok udnytte pladsen.

Du er 66, du skal ikke på pension snart?

- Nej, det skal jeg ikke foreløbig. Jeg har gang i mange ting, ikke mindst i Kina. Og dér begynder karrieren først ved 65.

Underviser i Kina

Hvad laver du i Kina?

- Jeg er blandt andet en slags professor ved Beijings DeTao Masters Academy, hvor jeg underviser kineserne inden for mit fagområde, som er strategi og ledelse. Og når det passede os fint med en lidt større bolig i København, så er det også fordi, det er lettere at komme til Peking fra Kastrup end fra Billund, og vi får også mange kinesere på besøg.

Så har I vist også en standsmæssig bolig at indlogere gæster i?

- Ja, det må man da sige. Det er et meget smukt hus, og det indre lever fuldt ud op til det ydre. Det er et vældig godt sted at drive min virksomhed ud fra.

Og så fik du oven i købet et pænt nedslag i prisen!

- Ja, jeg tror, det er sat ned to gange. Den sidste udbudspris var 58 millioner, og da var den sat ned fra 68. Så jeg tror da, at jeg har lavet en fornuftig handel. Men sådan er vi jyder jo. Vi køber når tingene er billigst, så det er en fornuftig handel.