Det rumænske præsidentvalg udløste søndag aften kaotiske tilstande. I Ikast.

Hundredvis af rumænere fra Fyn og Jylland var søndag taget til det rumænske konsulat i Ikast for at afgive stemme til det rumænske præsidentvalg. Men mængden af stemmeivrige kom tilsyneladende bag på de valgtilforordnede, der ud på aftenen måtte konstatere, at alle ikke ville kunne nå at afgive deres stemme inden klokken 21.

- Så der opstod uro og utilfredshed, som gjorde, at kvinderne, der stod ved valgstedet, følte sig utrygge og derfor tilkaldte politiet. Vi sendte et par patruljer derud for at få de fremmødte til at falde til ro, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Iven, til bt.dk.

Cirka 640 rumænere fik i går afgivet stemme til valget i Ikast, mens 150-200 måtte forlade valgstedet med uforettet sag.

- De var åbenbart ikke gearet til, der kom så mange, siger vagtchefen.

Det er direktøren for KK Eletronic, Tommy Jespersen, der er konsul for Rumænien, og han siger til dr.dk, at han er ked søndagens valgforløb.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Nogle af rumænerne kørte 100 kilometer for at komme til at stemme, og så kunne vi ikke få dem igennem. Vi ringede til Rumænien tre gange for at få udvidet tiden. Åbningstiden var sat kl. 7 til kl. 21. Det var nok lidt overraskende, at der kom så mange sidst på dagen, siger han og forsikrer samtidig, at der vil være styr på det hele, når der rumænerne igen skal stemme om cirka 14 dage.