Stein Bagger, der i 2009 blev idømt syv års fængsel for svindel for 831 mio kr. i IT Factory, er igen aktiv som forretningsmand under et dæknavn. Det skriver Børsen mandag.

Storsvindleren Stein Bagger har gjort comeback som forretningsmand. Under dæknavnet Steen Bech er Stein Bagger aktiv i selskabet 'Dansk – Selfstorage.dk' med hovedkontor på Lyngbyvej i København.

Firmaet tilbyder flytteservice og opbevaring, og her er Steen Bech - alias Stein Bagger - startet i praktik i forbindelse med afslutningen af grundforløbet på HD-studiet, som Bagger fra fængslet er i gang med at tage på CBS.

Stein Bagger erkender over for Børsen, at han i mails har brugt et dæknavn, men afviser, at han har skrevet under på virksomhedspapirer med det falske navn.

Gamle venner

Det er en af Stein Baggers gamle venner fra Frederiksværk, René Andersen, der er direktør i selskabet 'Dansk - Selfstorage.dk'. Det pudsige er, at bagmanden bag selskabet, svenskeren Royne Carlsson, er en, som Stein Bagger tidligere har brugt til svindelnumre.

I 2003 lykkedes det Stein Bagger at få forhøjet IT Factorys kassekredit i Amagerbanken ved at fremvise million-ordrer fra firmaet Scandinavian Pro Products, som Royne Carlsson ejede. Problemet var blot, at ordrene ikke eksisterede.

Politiet efterforskede længe sagen mod både Royne Carlsson og Stein Bagger. Dengang sagde Royne Carlsson til BT, at han ikke havde gjort forretninger med Stein Bagger i mere end tyve år. Carlsson blev aldrig tiltalt i sagen.

Men Royne Carlsson er tilsyneladende ikke blevet mere stødt over være indblandet i svindlen i IT Factory, end at han gerne vil have ham i praktik i et af sine selskaber.

Kriminalforsorgen har godkendt Stein Baggers praktikophold, men hos Bagmandspolitiet, der stod bag retssagen mod Bagger, er man noget forundret at høre, at Stein Bagger arbejder i et selskab, hvor ejeren er en person, som han tidligere har brugt til svindel. Godt nok er Bagmandspolitiet blevet informeret om praktikopholdet, men i den information var der ingen informationer om Royne Carlsson.

- Det var bestemt ikke fremme, at den person som ejer selskabet eller tegner selskabet, eller hvad han nu gør, har været en del af svindelen i IT Factory-dagene. Jeg er med på, at han ikke er blevet dømt for noget, men på den anden side er det i hvert fald ikke en uvæsentlig oplysning, siger vicestatsadvokat Per Justesen til Børsen.

Per Justesen forklarer også til Børsen, at han finder det 'super interessant', at Stein Bagger tilsyneladende har brugt navnet Steen Bech, når han har håndteret faktura spørgsmål for selskabet over for kunderne.

Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der , der er forsvundet efter IT Factory-sagen, er også meget overrasket over Børsens oplysninger.

- I lyset af, at der fortsat mangler at blive redegjort for omkring 200 mio. kr. er det oplagt nogle oplysninger, vi vil interessere os for, siger Boris Frederiksen til Børsen.

En juraprofessor oplyser til Børsen, at Stein Bagger ikke har gjort njoget ulovligt ved at have sendt mails under et falsk navn, da afsenderen er den adresse, mailadressen viser, og derfor kan folk skrive, hvad de vil.

Hvad synes du om, at Stein Bagger igen er aktiv erhvervsmand? 

Deltag i debatten under artiklen