Staten bruger hvert år over fire mio. kr. på hjemmesiden Fælles Offentlig Adressedatabase (FOA), hvis eneste formål er at samle alle 147 statslige institutioners kontaktoplysninger, selv om få klik på nettet giver adgang til samme oplysninger på institutionernes egne hjemmesider.

Selvom hjemmesidens formål derfor kan synes unødvendigt, er det et lovmæssigt krav, at alle statslige institutioner skal være medlemmer af FOA, der ligger sammen med borger.dk. Det er et cirkulære fra 2006, der bestemmer dette.

Tvivler på nytten

I flere statslige institutioner undrer man sig over, at der skal bruges tid og penge på hjemmesiden, hvor institutionerne selv skal huske at opdatere deres oplysninger.

- Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt tvivlende over for nytteværdien af hjemmesiden, siger Birger Messer­schmidt, der er it-chef i Statens Serum Institut.

Han bakkes op af Peter Joensen, kontorchef i koncerncentersekretariatet i Skatteministeriet, der heller ikke kan se hjemmesidens formål:

- Jeg kan ikke helt forstå meningen med hjemmesiden. For Skat har faktisk præcis de samme oplysninger på vores hjemmeside, så det kan godt være, tiden er løbet fra FOA. Desuden bruger vi en del mandetimer på at opdatere vores oplysninger til FOA’s hjemmeside, og det koster jo også penge, siger kontorchefen.

195.000 for medlemskab

Både Skat og Statens Serum Institut ligger i den dyreste kategori for ’medlemskab’ af FOA, da begge myndigheder har over 1.000 ansatte. Derfor skal de betale næsten 195.000 kr. for deres medlemskab af hjemmesiden pr. år.

Lars Frelle-Petersen, der er vicedirektør for Digitaliseringsstyrelsen, som FOA er underlagt, erkender, at hjemmesiden er håbløs forældet.

- Man kan sige, at der er sket en vis udvikling siden hjemmesiden blev lavet (2006, red.). Så der er ingen tvivl om, at den trænger til et grundigt eftersyn. Derfor kan det også ende med, at vi lukker hjemmesiden, siger Lars Frelle-Petersen.Det koster både tid og penge i det offentlige at være med på hjemmesiden ’Fælles Offentlig Adressedatabase’, men brugerne har svært ved at få øje på nytteværdien.Foto: Brian Bergman

FAKTA: