Den største leverandør af it til den danske stat, CSC, er ifølge Politiken økonomisk afhængig af den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Danskernes mest personfølsomme oplysninger bliver behandlet af den amerikanske it-virksomhed CSC, der en årrække har haft et tæt økonomisk og efterretningsmæssigt samarbejde med National Security Agency, NSA, skriver Politiken.

Samarbejdet har siden 2001 været formaliseret gennem den såkaldte »Eagle Alliance«, hvor CSC bidrager til NSAs aktiviteter.

Thomas Drake er tidligere højtstående officer i NSA, og han siger, at CSC er »dybt involveret« i efterretningstjenestens arbejde, og at der er en stor fare for, at følsomme danske data overleveres til NSA.

»En af de dybe hemmeligheder om USA’s sikkerhedstjenester er, at de har et meget tæt samarbejde med private aktører, og en del af samarbejdet er at udveksle data. Hvis jeg var Danmarks regering, ville jeg være meget mistænksom over for, om et firma som CSC har tilstrækkelig integritet til ikke at dele informationerne med NSA«, siger Thomas Drake, der forlod efterretningstjenesten i 2007.

CSC er statens største it-leverandør og håndterer 203 offentlige databaser blandt andet for Rigspolitiet, Skat og Forsvaret.

Det er blandt andet oplysninger om borgernes cpr-numre, helbreds- og foreningsforhold, som håndteres, ligesom CSC har adgang til politiets databaser.

Staten købte i 2010 it-ydelser fra CSC for 742 millioner kroner, viser en opgørelse fra Folketinget. CSC leverede til sammenligning 28 gange så meget, 20,5 milliarder kroner, til det amerikanske forsvar i 2012.

Og samarbejdet mellem CSC og det amerikanske forsvar handler om mere end bare informationsteknologi.

Dokumenter afslørede sidste år, at CSC har stillet private fly til rådighed for CIAs hemmelige fangetransporter af terrormistænkte over europæisk territorium i 2004 og 2005.

Det bekymrer flere eksperter, at der er så tætte samarbejdsrelation mellem statens største it-leverandør og NSA.

»Det har jo vist sig gang på gang, at amerikanske virksomheder har udleveret informationer til efterretningstjenester, fordi de står i et spændingsfelt mellem at være nationalpatriotiske og at skulle varetage deres egne og kundernes interesser«, siger lektor Karen Lund Petersen, der forsker i samarbejdet mellem efterretningstjenester og private virksomheder ved Københavns Universitet.

CSC skriver til Politiken, at »det er CSCs helt klare politik at udføre alle dele af sin virksomhed i nøje overensstemmelse både med lovene i USA og i alle de lande, hvor CSC opererer, herunder naturligvis Danmark«.