For to uger siden bragte BT den groteske historie om Janni, som ikke kan blive skilt fra sin sexdømte mand.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Historien har nu fået Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, til at stille tre spørgsmål til justitsminister Morten Bødskov (S) og social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Det oplyser Peter Skaarups sekretær i en mail til BT.

Peter Skaarup har blandt andet spurgt, om Jannis historie giver ministeren anledning til at overveje mulighederne for hurtigere skilsmisse i sager, hvor der indgår seksuelt misbrug.

Sagen ligger derfor nu både på justitsministerens og social- og integrationsministerens borde. Peter Skaarup valgte også at inddrage justitsministeren, fordi manden, som Janni vil skilles fra, er dømt og hører under kriminalforsorgen og dermed justitsministeren.

Derfor kan Janni ikke blive skilt

Årsagen til den groteske sag er, at Statsforvaltningen ikke kan bevilge skilsmisse, hvis ikke begge ægtefæller er enige. Heller ikke selvom den anden part, som i Jannis sag, er en dømt sexforbryder. Han nægter nemlig at lade sig skille.

- Hvis ikke sagen kan håndteres i Statsforvaltningen, så skal den afgøres i retten. Selvom hun måtte komme med en dom op til Statsforvaltningen og sige; ’prøv at se her, manden er dømt for det,’ så kan Statsforvaltningen ikke tildele en skilsmisse, forklarer advokat Claus Christian Hansen fra Advokathuset Bredgade.

En eventuel retssag ville efter al sandsynlighed i Jannis tilfælde være en ren ekspeditionssag, som kunne afgøres på et enkelt retsmøde. Men med sagsbehandlingen i Statsforvaltningen ville sagen stadig tage flere måneder at få bragt for en domstol, når den ene ægtefælle ikke vil medvirke, vurderer advokat Claus Christian Hansen.

Selv fortæller Janni til BT, at selvom hun givetvis ville kunne få sagsomkostningerne dækket af det offentlige, mener hun ikke, at det kan være rigtigt, at hun, sagens omstændigheder taget i betragtning, skal gå til domstolene for at få sin skilsmisse fra den dømte sexforbryder.