Fødder i klipklapper, arbejdets indbakke lidt på afstand og muligheden for at anlægge sig et ferieskæg.

Jeg ser altid frem til årets sommerferie, men selvom jeg løbende holder øje med de frie dages komme hele vejen gennem forruden, kommer det altid bag på mig, hvor hurtigt den pludselig bare ER der.

Jeg mindes tydeligt fornemmelsen fra barndommen af at stå foran en sommerferie, der syntes at ligge uendeligt udstrakt foran; så lang, at man fra begyndelsen dårligt kunne se slutningen af den.

Fornemmelsen af evig tid og dage, der mindede om hinanden, og mod feriens slutning doven kedsomhed og måske endda en slags længsel efter at komme i sving med skolen igen.

Som voksen oplever jeg naturligt nok, at der noget mere planlægning forbundet med sommerferien, der, i hvert tilfælde for børnenes vedkommende, stadigvæk synes uendelig, men i modsætning til barndommens lykkeland ikke helt så bekymringsfri for mit eget vedkommende.

Mens sommerferien i barndommen fyldte sig selv ud med talrige ture på fodboldbanerne med vennerne og lige så mange hudafskrabninger på knæene fra fejlslagne tricks på skateboard, kræver det i dag noget mere at fylde den ud.

At jeg på den private front står over for min blot anden sommerferie som fraskilt skilsmissefar hjælper ikke på det. Det går nemlig op for mig, at min parforholdsmæssige status tilsyneladende påvirker min indstilling til den forestående sommerferie:

Som skilsmisseforældre har man (mindst) to mål for sommerferien ud over de alment rekreative, som vel er feriens egentlige DNA:

1) Man skal have strukket ferien så langt ud som muligt, for skolebørn har godt nok lang sommerferie! (Gud ske tak og lov for bedsteforældre, opfindelsen af dem burde i sin tid have udløst en Nobelpris).

2) Man har ikke lyst til at være den ‘kedelige’ forældre, i hvis’ uger der intet sker.

Det er ikke - og skal naturligvis heller aldrig være - en konkurrence mellem skilsmisseforældre, men man vil jo gerne opleve nogle sjove ting med sine arvinger, og hvis ynglet tonser afsted i moderens uger, skal fanden stå i, at vi ‘bare’ hænger ud i byens parker i mine.

Sammenlagt afstedkommer de to forhold en om ikke stressende, så i hvert tilfælde begivenhedsfuld sommerferie: Allerede nu er de med deres mødrende ophav og dennes familie på Bornholm. I næste uge tager jeg dem med på en kort tur sydpå, inden de vender hjem til en uge i sommerhus med deres farmor. Derefter følger noget dansk øhop med moderen, inden jeg igen afløser med mere dansk ø og en forhåbentlig solbeskinnet og børnevenlig musikfestival. Phew. Det hele afsluttes med en uge på højskole med kiddos, ekskone og det hele (det kan vi godt finde ud af på trods af det der med at være gået fra hinanden).

Jeg er helt og aldeles med på, at det er en privilegeret og begivenhedsrig sommerferie, børnene går i møde, og både ekskone og jeg suser naturligvis lande og riger rundt med sønnerne netop for at give dem nogle skønne oplevelser.

De kommer sikkert også til at elske det hele, men jeg håber bare ikke, at de efter hele dét program trænger til… Ferie.