Hører du til dem, der har tidligt fri om fredagen, så kan du med fordel planlægge en strandtur efter arbejde. For i dag kommer årets femte sommerdag på stribe - og det bliver varmt.

- I dag ser det rigtig, rigtig flot ud. Det bliver skyfrit hele dagen, og vi får temperaturer på mellem 23 og 28 grader, fortæller TV2-vejrets meteorolog Andreas Nyholm og tilføjer, at det på lokale steder kan komme til at føles endnu varmere.

LÆS OGSÅ: Solen er sund - i små doser

- Der er svage vindforhold, så det bliver rigtig, rigtig varmt. Så det er absolut en god dag at tage til stranden på, lyder der fra meteorologen, der også har godt nyt om badevandstemperaturerne.



- I de lavvandede områder er vandtemperaturen nået op på 18-20 grader, og det er en rigtig dejlig temperatur, siger han.

Vil man nyde godt af det varme badevand, så skal man dog holde sig fra kystområderne. På klassiske strande som ved Vestkysten, Amager Strandpark og lignende er vandet fortsat kun 10-12 grader og dermed temmelig koldt.  I stedet skal man tage til de lavvandede området som f.eks. i havnebad, Limfjorden eller i Søbadet.



Fredagens flotte vejr giver den femte sommerdag på stribe, og når termometeret op på de 28 grader, så bliver dagen i dag også en rekord-dag. Så vil det nemlig bliver årets hidtil varmeste dag. Hidtil har årets varmeste dag været den 22. maj, hvor der blev målt 27, 7 grader.

Men det er ikke kun Danmark, der sveder. Også nordmændene har det varmt, og i går blev der målt 28,9 grader i Oslo. Så varmt har der ikke været i Norge i maj siden 1946, skriver dagbladet.no.

Danmark er dog endnu et stykke fra at sætte en varmerekord for maj. Den hidtidige varmeste maj-dag blev målt i 1892, hvor temperaturen sneg sig op på 32.8 grader, oplyser TV2 Vejret.