I Danmark vurderes det, at der er en kvart million ensomme danskere ifølge Røde Kors. Poul var én af dem, da han skrev hans første og eneste opdatering på Facebook. Det gav over 450 venner. Men de mange nye venner fik sig en stor overraskelse.

»Hej, jeg hedder Poul. Jeg har ikke så mange at tale med til dagligt, da jeg sjældent får besøg. Det kan gøre hverdagen lidt ensom. Det kan være svært at finde venner i virkeligheden, og jeg hørte at Facebook er fyldt med venskaber, så nu gav jeg det et forsøg.«

Sådan skrev den fiktive Poul K. Jensen på Facebook. Det afstedkom over 450 nye venne-anmodninger fra folk, som ikke kendte Poul.

Sådan skrev den fiktive Poul K. Jensen fra Holte på Facebook i sin første og sidste opdatering. Vis mere

Den fiktive Poul K. Jensen fra Holte er en opfindelse af en gruppe studerende Mediehøjskolen, og er grundpillen i projektet ”En som Poul”, som går ud på at skabe fokus omkring ensomhed. Røde Kors er samarbejdspartner på projektet.

Den 31-årige Carsten Bak Meisner fra Valby var en af de mange, der blev venner med den fiktive Poul til trods for, at han ikke kendte Poul. Han blev opmærksom på Poul, da han så, at nogle af hans egne venner havde skrevet på Pouls væg på Facebook. Carsten skrev en privatbesked på Facebook, hvori han tilbød at komme forbi og besøge Poul til en kop kaffe. Men det var et noget overraskende svar, som Carsten Bak Meisner fik tilbage.

»Jeg fik en besked tilbage om, at Poul var fiktiv og en del af et projekt. Først blev jeg meget chokeret over, at folk kunne finde på at lave et projekt på den måde. Men det var meget positivt. Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på emnet,« siger Carsten Bak Meisner til bt.dk.

De mange venneanmodninger til den fiktive Poul er kommet bag på de studerende bag projektet:

»Det var vildt, at så mange mennesker skrev til Poul og ville være venner med ham. Poul er et symbol på ensomheden, og netop Facebook er jo et sted, hvor folk har rigtig mange venner. Derfor var det enormt positivt, at så mange danskere trådte til og viste deres sympati med Poul. Det her projekt kan være med til at vise danskerne, at rigtig mange gerne vil gøre en forskel for ensomme mennesker,« siger medskaber på projektet Andreas Lorentzen.

Også Røde Kors er meget glade for de mange henvendelser på projektet, og efterlyser endnu flere besøgsvenner:

»Det er overraskende og utrolig dejligt, at så mange har skrevet til Poul, og vi vil meget gerne sætte fokus på ensomhed. Der er virkelig mange ensomme i Danmark og ensomhed kan ramme alle på tværs af alder og køn. Vi har lavet en undersøgelse, som viser, at hver tredje dansker gerne vil være besøgsven. Men lige nu står der omkring 200 mennesker på venteliste til at få en besøgsven, så hvis man kan afse en time eller to om ugen, er det en stor hjælp for én, der mangler selskab,« siger talsperson for Røde Kors, Malene Borberg Sarwar.

Carsten Bak Meisner blev tilbudt at være besøgsven, efter at han fandt ud af at Poul K. Jensen var fiktiv, og det har han takket ja til.

»Jeg skrev i første omgang til Poul, fordi jeg havde sympati for hans situation. Jeg har selv prøvet at være ensom i perioder i mit liv, og jeg tror, det er noget vi alle kender til i en eller anden form. Da jeg tidligere har prøvet at være besøgsven, kan jeg fortælle, at det ikke er noget at være bange for. Det er bare at springe ud i det,« lyder det opfordrende fra Carsten Bak Meisner.

Hvis du gerne vil gøre en forskel for et ensomt menneske, kan du tage kontakt til ét af de 181 lokale Røde Kors centre der findes spredt udover landet.

Efter sin første og eneste besked lykkedes det fiktive Poul K. Jensen at få 453 venner på Facebook. Vis mere