Den Facebook-side som opfordrede folk til at boykotte Jensen's Bøfhus og som over 100.000 danskere havde liket, ser nu ud til at være forsvundet fra Facebook.

Siden blev hurtigt meget populær og fik stor pressedækning for et par uger siden, da der faldt en dom i højesteret, som afgjorde, at Jensen's Bøfhus vandt retten til navnet "Jensen's". Det betød, at Jacob Jensen, der driver en fiskerestaurant ved navn "Jensens Fiskerestaurant", måtte ændre navnet på spisestedet og betale 200.000 kroner i erstatning.

Det fik den 17-årige gymnasieelev Magnus Jensen til at oprette en Facebook-side, hvor han opfordrede til boykot af bøfhuset, fordi han ikke synes, at man kan tage patent på navnet "Jensen".

Men nu er boykotten altså slut. Facebook-siden er formentlig blevet slettet som konsekvens af, at Magnus Jensen i sidste uge solgte administrator-rettighederne til en svindler. Det fortalte han i går til tv2.dk.

En ukendt mand tilbød Magnus Jensen 4000 kroner for rettighederne til siden, så han kunne bruge den til reklamer og annoncer. Det synes Magnus Jensen lød som en god handel, så han overlod administrator-rettighederne til manden.

- Siden var begyndt at miste popularitet og der kom negative kommentarer. Så tænkte jeg, inden det bliver rigtigt slemt, så lad mig komme af med siden. Så kunne jeg lige så godt få penge ud af det.  4.000 kroner er mange penge for mig, når jeg er studerende. Jeg vidste ikke, siden kunne blive misbrugt på den måde, siger Magnus Jensen til tv2.dk.

Men pengene har han aldrig set noget til. Og efterfølgende forsøgte manden, som købte siden, også at fuppe de over 100.000 danskere, der har syntes godt om boykot bøfhus siden, til at betale penge ind på en falsk paypal-konto under dække af, at de skulle hjælpe Jacob Jensen fra Jensens Fiskerestaurant med at betale bøden på 200.000 kroner.

- Det bliver jeg da rigtig sur over. Det føles rigtig ærgerligt, at jeg har dummet mig, og at han har fået siden til at poste alt muligt andet. Det er ærgerligt, hvis folk har givet penge til en snyder. Han snyder jo på mange niveauer – både mig og folk der liker siden, siger Magnus Jensen om situationen til tv2.dk.