Finansspekulanten Klaus Riskær og hans ekskone Jill Andersens luksusvilla i Holte er blevet solgt kort før det skulle tvangsauktioneres

Der er ikke mange, der ville have penge på kistebunden til at betale de 55 millioner kroner, som Riskær-villaen i Holte oprindelig var udbudt til. 

Men nu er den blevet solgt til den nette sum af 41,9 millioner svimlende kroner, en besparelse på 13.1 millioner. De nye husejere er Carsten Gomard, der er bestyrelsesformand og stifter af firmaet Netcompany og Luise Gomard, der er museumsdirektør på kunstmuséet Tegners Museum og Statuepark. 

- Det er rigtigt nok, at vi har købt huset, men ud over det har jeg ikke rigtig noget at sige, lyder det fra Luise Gomard i telefonen, der dog fortæller, at de intet har at gøre med hverken Klaus Riskær eller Jill Andersen. 

Solgt af kendismægler

Da alting kørte for Klaus Riskær boede han der sammen med sin kone Jill, men de seneste år har hun boet der selv, og haft svært ved at betale kreditorerne. Derfor skulle huset på tvangsauktion, men i sidste øjeblik lykkedes det kendismægleren Jan Fog at sælge til familien Gomard, der i forvejen er bosat i Holte. 

41.9 millioner kroner lyder af meget - men så får man også 780 etagemeter fordelt på 14 værelser og tilstødende bygninger, en stor grund på over 5.000 kvadratmeter, en bådebro lige ned til Furesøen og en svømmehal. 

Ifølge Boliga blev der budt 33 millioner på huset, da det kom på auktion første gang, men det var ikke nok til at dække kravene fra kreditorerne.