____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Soldaterne har løst den opgave, som De Radikales Zenia Stampe tirsdag kalder for umulig om indsatsen i Afghanistan.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther.

- Vi sendte vores soldater ud på en umulig opgave. Politikerne skulle aldrig have bedt soldaterne om at nedkæmpe Taleban, og forsøget på at indføre demokrati og kvinderettigheder var en fejl, udtaler forsvarsordfører Zenia Stampe til Berlingske.

Men det er misforstået, mener soldaterformanden.



- Der er stadig Taleban i Afghanistan, men vi har løst opgaven. Den har været svær, fordi vi følger krigens spilleregler, og for eksempel forsøger at undgå civile tab, men Taleban er nedkæmpet på kamppladsen, og nu har de kun vejsidebomber og andet djævelskab tilbage, siger Flemming Vinther.

Han understreger, at evaluering af indsatsen i Afghanistan er godt i forhold til fremtidige militære indsatser, men efterrationalisering kan soldaterne ikke bruge til noget.



- Kampene har været kæmpet, og patruljerne har været ude. Det nytter ikke at sige 'Ahh, måske skulle vi have truffet en anden beslutning, siger han.

- Soldaterne må ryste på hovedet. Krig har ingen tilbagespolingsknap. Politikerne har sendt os i krig, men de skal ikke komme til os og bede om syndsforladelse, siger han.

Samme toner hører man fra Centralforeningen for Stampersonal (CS), der blandt andet repræsentere sergenter og specialister i Afghanistan.

-  Vi hilser debatten velkommen, men vi blev overraskede, for det virker på Zenia Stampe som om indsatsen har været spild af tid. Vores soldater oplever, at de har været med til at gøre en forskel. Og soldaterne har fået et mandat af politikerne til at være der, udtaler kommunikationschef Helle Kolding på vegne af CS-formand Jesper K. Hansen.

Hun påpeger, soldaterforbundet tager afstand fra Zenia Stampes udtalelse om, at 'det var en illusion at tro, at vi på ti år kunne forvandle et ekstremistisk samfund til et demokrati'.- Den udtalelse tager vi afstand fra, for de har vel sendt os ud i en 10 år lang indsats, fordi de troede på sagen, siger hun.