»Jeg kan ikke tage ansvaret for ham længere.«
Sådan lød det i røret hos Københavns Politi en lørdag nat i oktober 2013. Den oprevne stemme var Maria Elisabeth Johansens. Hun havde kort forinden taget nøglerne til lejligheden og sin mobiltelefon og smækket sig ude af deres etværelses lejlighed i Rødovre.
Af frygt for, hvad hendes mand Magnus Eyðun Anders Norðtún kunne finde på.
Da hun kom hjem efter en hyggelig tur med veninderne lidt før midnat, var lejligheden tom. Der stod otte tomme halvliters øldåser på spisebordet. Og hendes bilnøgler var væk.
Hun vidste, at Magnus havde det dårligt. Rigtig dårligt. Så Maria blev bekymret, da hun ikke komme i kontakt med ham over mobiltelefonen. Vennerne og familien havde heller ikke set ham. Derfor efterlyste hun bilen hos politiet. Et par timer efter blev Maria kontaktet af en bekendt, som kunne fortælle at Magnus var hos ham – og at han var meget fuld.
Afghanistan-veteranen blev sat i en taxa, så han kunne sove rusen ud derhjemme.
»Da han kom hjem var han i meget dårligt humør, fordi jeg ikke ville have, at han kørte i den tilstand,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Da hun ikke ønskede at diskutere med ham i den tilstand, blev Magnus rasende.
»Han rejste sig op og gav mig et knytnæveslag på skulderen. Derefter smadrede han en reol, gik ud i køkkenet og begyndte at råbe og skrige,« fortæller Maria Elisabeth Johansen.
Det fik hende til at kontakte politiet.
Den mand hun elskede, havde forvandlet sig fuldstændig efter to udsendelser til Afghanistan. Fra en sød og nærværende familiefar til en indelukket, temperamentsfuld og til tider aggressiv mand, hun aldrig rigtig vidste, hvor hun havde.
Efter den voldsomme episode i lejligheden gik Magnus med til at optrappe sin psykologbehandling og konsultere en af Forsvarets psykiatere. Her blev det konstateret, at han led af posttraumatisk stress i svær grad. Magnus startede i medicinsk behandling. Men det fik desværre ikke sat en stopper for de destruktive tanker, der endte med at æde hans sind op indefra.
Den 10. juni 2016 gjorde Magnus Eyðun Anders Norðtún ende på sit liv. Han blev kun 35 år gammel og efterlader sig sønnen Maximilian på syv år.
Endnu en dansk krigsveteran er bukket under for de alvorlige psykiske mén, han kom hjem med efter at have været udsendt som soldat i verdens brændpunkter - og først alt for sent kom i behandling for. Magnus’ selvmord kommer blot tre uger efter at en anden krigsveteran, 34-årige Anders Thor Stabell Hansen, valgte at gøre ende på sine lidelser på samme tragiske vis.
Livsglad og udadvendt
Dette er Magnus ekskone Maria Elisabeth Johansens hudløst ærlige beretning om, hvordan den mand, hun forelskede sig i kort før han første gang drog til Afghanistan i 2007, til sidst slet ikke kunne være i sig selv på grund af de oplevelser, der havde sat sig fast i hans sind, og langsomt, men sikkert gjorde hans – og familiens – liv til et helvede.
Maria havde mødt Magnus på Bakken i april 2007 i venners lag og der var straks god kemi imellem dem.
»Jeg lagde mærke til ham, fordi han var den eneste af ’gutterne’ der gik hen til mig, gav mig hånden og hilste pænt på mig,« siger hun til BT.
Artiklen fortsætter under billedet.
De aftalte at mødes igen, og inden længe udviklede den gode kemi sig til en decideret forelskelse.
»Han var så livsglad, udadvendt, intelligent og hjælpsom,« siger 34-årige Maria Elisabeth Johansen.
Kort efter at de var begyndt at komme sammen, skulle Magnus, som var overkonstabel af 1. grad i Den Kongelige Livgarde, udsendes til Afghanistan.
Han havde allerede været i Kosovo i 2002-03 som en del af den fredsbevarende styrke. Ifølge Maria kaldte Magnus udsendelsen på Balkan ’en badeferie’, hvor soldaterne sad og drak slivovits med de lokale.
Det skulle blive helt, helt anderledes i Afghanistan.
’Du forstår det alligevel ikke’
Her var Magnus en del af Hold 4, der i modsætning til de tidligere udsendte danske soldater fik til opgave at føre angrebskrig mod Taliban og med våbenmagt fjerne fjenden fra den såkaldte Green Zone langs Helmand-floden. Omkostningerne skulle blive store.
Under et angreb på Taliban midt i oktober 2007 kørte det danske kompagni om formiddagen på en mine og kom under voldsom morterbeskydning. Major Anders Storrud beorderede sine drenge til at trække sig tilbage. Blandt dem var Magnus Eyðun Anders Norðtún fra Den Kongelige Livgarde.
Kort efter kunne han se en mortergranat slå ned tre meter fra Anders Storruds pansrede mandskabsvogn. Dagen efter udåndede majoren, som var elsket og højt respekteret af sine underordnede – herunder Magnus.
»Det var rigtig hårdt for ham, og det var rigtig hårdt for os herhjemme. Jeg frygtede, at der skulle ske ham noget. Det hele blev alt for virkeligt og kom alt for tæt på. Jeg endte med at måtte sygemelde mig fra arbejdet med en depression,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
På det tidspunkt var to af Magnus’ bedste kammerater fra Hold 4 og Den Kongelige Livgarde, 22-årige Thorbjørn Ole Reese og 24-årige Mikkel Keil Sørensen allerede blevet sendt hjem til Danmark i kister.
Magnus kom også selv til skade, da han blev ramt af fragmenter fra en vejsidebombe kort efter sin ankomst til Afghanistan i august 2007, og senere kom han i overhængende livsfare under et angreb på Taliban.
»Jeg ved, at han har været på en opgave, hvor han skulle aflede fjendens opmærksomhed, så hans gruppe kunne komme bagom fjendens stillinger og tilintetgøre dem. Han blev beskudt af fjenden gennem længere tid,« fortæller Maria Elisabeth Johansen.
Efter sine voldsomme oplevelser i Afghanistan blev Magnus tilbudt psykologhjælp af Forsvaret ved hjemkomsten i februar 2008. Men efter nogle få konsultationer hos psykologen stoppede han, fordi han efter eget udsagn havde det fint. En følelse kæresten Maria dengang delte.
»Der var ikke noget at mærke på ham efter hjemkomsten. Han virkede glad som altid og fortsatte ufortrødent sit arbejde på kasernen i Høvelte,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men Magnus havde ikke lyst til at tale med dem derhjemme om sine oplevelser i Afghanistan – eller de tanker, han gik med efter at være kommet hjem.
»Magnus sagde, at han ikke ville dele det med mig, fordi jeg ikke ville forstå det alligevel,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Hun accepterede sin kærestes forklaring, for han virkede ikke præget af de voldsomme oplevelser fra udsendelsen. Maria bemærkede dog, at Magnus ofte sad alene i timevis og spillede computerspil uden at mæle et eneste ord. Men alt i alt var der dog ikke nogen alarmklokker, der ringede.
Det skulle Magnus’ anden udsendelse til Afghanistan ændre på.
Den anden familie
Magnus Eyðun Anders Norðtún blev født i Sverige, men som to-årig flyttede han med sin mor til Færøerne, hvor hun kommer fra, efter hendes brud med faren. Det blev starten til en noget omskiftelig barndom for Magnus. To år senere gik turen til Danmark, hvor morens nye mand igennem flere år slog lille Magnus. Heller ikke det ægteskab holdt, men da Magnus var omkring ti år gammel, kom den tredje faderfigur ind i hans liv. Magnus kunne rigtig godt lide morens tredje mand, som blev far til hans to mindre søskende fra 1996 og 2003.
Artiklen fortsætter under billedet.
De mistede imidlertid kontakten for omkring to år siden, da moren blev skilt fra Magnus’ bonusfar.
Magnus begyndte på HTX efter at have afsluttet 10. klasse og været på Tølløse Efterskole, men færdiggjorde aldrig uddannelsen, fordi han med Marias ord ’kedede sig’.
I stedet skrev Magnus kontrakt med Den Internationale Brigade efter at have aftjent sin værnepligt i Oksbøl i 2001, og blev udsendt til Kosovo året efter. Magnus ville gerne fortsætte i forsvaret, men måtte vente tre år, hvor han blandt andet arbejdede på lageret for H&M, før der var bud efter ham. I 2005 indgik han en kontrakt med Den Kongelige Livgarde.
Artiklen fortsætter under billedet.
Efter udsendelserne til Kosovo og Afghanistan kørte livet på skinner for Magnus Eyðun Anders Norðtún. Han nød livet som soldat og begyndte så småt at forberede sig på sin anden udsendelse til Afghanistan til august 2010. På hjemmefronten blomstrede kærligheden mellem Magnus og Maria, og i sensommeren 2008 fik de den glædelige nyhed, at en familieforøgelse var på vej.
»Der begyndte vi at tale om, hvorvidt han skulle tage af sted eller ej, for Maximilian ville være omkring et år, da han skulle til Afghanistan igen,« siger Maria Elisabeth Johansen, som ikke lagde skjul på, at hun helst så, han blev hjemme.
I Afghanistan skulle Magnus være skytte på en IKK – Forsvarets mest avancerede pansrede mandskabsvogn – og han følte, han ville svigte soldaterkammeraterne, hvis han bakkede ud og blev hjemme hos sin gravide kæreste – selvom tvivlen begyndte at nage ham mere og mere i takt med at udsendelsen nærmede sig.
»Jeg var irriteret over, at Magnus valgte at støtte sin gruppe i stedet for at støtte sin nyfødte søn og mig, men han sagde ’én gang soldat – altid soldat.’ Kammeraterne var som en anden familie for ham, så jeg accepterede, at det måtte være sådan. Jeg kunne jo ikke tvinge ham til at blive hjemme,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hun og Magnus blev gift i april 2010 – fire måneder før han drog til Afghanistan med Hold 10. Udsendelsen var ikke så dramatisk, som da Magnus tre år forinden havde mistet tre kammerater i Helmand-provinsen. Han var ikke i direkte ildkamp og kom heller ikke til skade, da den pansrede mandskabsvogn ved to lejligheder ramte en vejsidebombe.
Ikke desto mindre var Magnus som forandret, da han vendte hjem til Maria og lille Maximilian i februar 2011.
Aggressioner
»Det var ikke den samme Magnus, jeg fik hjem. Det var som om, han var tom indeni,« siger Maria Elisabeth Johansen og fortsætter:
»Han var ikke længere den nærværende far og kæreste, som jeg havde sendt af sted.«
Hvor Magnus før udsendelsen elskede lange samtaler om alt mellem himmel og jord og altid stod klar med en hjælpende hånd – som da han byggede et legehus til sin søn hos mormor – var han nu indesluttet, kortfattet og til tider aggressiv.
»Han begyndte også at drikke mange øl. Og han fik en kortere og kortere lunte. Jeg holdt hurtigt op med at sige ham imod, for hånden på hjertet; jeg blev bange for ham,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det gik også ud over Maximilian, der dengang var små to år gammel. Ved de mindste fejltrin fik han skældud af sin far. Magnus forsikrede Maria, at han ikke kunne drømme om at gøre Maximilian og hende fortræd, men flere gange gik hans aggressioner ud over inventaret i parrets lejlighed i Rødovre.
»Jeg måtte skifte sofabordet ud tre gange, og han smadrede også en glasdør og en reol. Det skete, når jeg konfronterede ham med noget – især når han var alkoholpåvirket.«
Magnus fik de obligatoriske samtaler med Forsvarets psykologer efter sin anden udsendelse til Afghanistan, og på Marias initiativ kom han til yderligere konsultationer, fordi hun var bekymret for hans ændrede personlighed. Men på overfladen var Magnus stadig velfungerende. Han passede sit arbejde på kasernen og virkede i det store hele glad, så efter fire-fem psykologsamtaler følte han ikke, at der behov for flere.
Først da Magnus måtte ligge i sengen som følge af sygdom, gik det op for Maria, hvor langt ude hendes mand i virkeligheden var.
Nedturen
I august 2012 begyndte Magnus at studere til ingeniør på DTU i Lyngby, men efter blot et par måneder blev han sygemeldt fra studiet. Ikke på grund af sit stadig tungere og mere uberegnelige sind, men en diskusprolaps i lænden.
»Det gav ham stærke smerter i ryggen, så han blev nødt til at ligge meget ned og kunne ikke rigtig noget,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og dér opdager hun det. At Magnus igennem lang tid havde sat en facade op – ikke bare overfor hende, men også overfor sig selv. Facaden havde hidtil kun slået sprækker, når Magnus var spirituspåvirket, men ude af stand til at holde sig beskæftiget ved computeren eller foran fjernsynet kunne han ikke længere opretholde den. Facaden krakelerede for øjnene af Maria.
»Det at han var bundet til sengen derhjemme betød, at han ikke rigtig kunne flygte fra sine tanker. Han kunne ikke længere bruge computeren til at stikke af fra virkeligheden,« siger hun.
Inden længe var Magnus eneste kommunikation med Maria og Maximilian et ’godmorgen’ og et ’godnat’ hver dag, og det ændrede sig ikke, da han var kommet sig over sin diskusprolaps.
»Magnus havde intet samvær med sin søn, selvom han var lige ved siden af ham. Han magtede ingenting overhovedet,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
I foråret 2013 tvang hun ham til at opsøge Forsvarets psykologer igen, men Magnus havde svært ved at åbne sig op og fortælle om det, der sad helt inde i underbevidstheden og nagede. Maria formåede heller ikke at trænge igennem panseret, men kunne kun se magtesløs til, mens hendes mands sind blev mørkere og mørkere.
»I august 2013 fandt jeg første gang ud af, at han havde selvmordstanker. Det var rigtig svært for mig at håndtere,« siger hun og fortsætter:
»Fra den dag levede jeg med en angst for, hvad der ventede mig, når jeg gik ind ad døren. Jeg turde aldrig lade Maximilian gå ind først af frygt for, hvilket syn, der kunne have ventet os i lejligheden.«
Maria fik sin mand til at konsultere en af Forsvarets psykiatere. Og her kom den dom, der forklarede forværringen i Magnus’ mentale tilstand: Han fik konstateret posttraumatisk stress i svær grad og startede medicinsk behandling.
Heller ikke det hjalp.
Bruddet
Da Maria besøgte Magnus på Psykiatrisk Afdeling i Glostrup en søndag i oktober 2013, var han noget brødbetynget. Han kunne ikke huske, at han havde slået hende i sin brandert dagen forinden, men indvilligede i at ændre sig, så deres efterhånden skræntende forhold kunne reddes. Han lovede at holde sig fra alkohol og aldrig at slå Maria igen. Sidstnævnte løfte holdt Magnus, men ikke det første.
Artiklen fortsætter under billedet.
Maria betvivlede ikke, at Magnus gerne ville ændre sig. At han gerne ville være en god mand og far, som han havde været før sine udsendelser til Afghanistan. Men han kunne ikke. Magnus sad fast i sine destruktive tanker, som lagde en tung skygge henover hans før så positive sind.
»Det var som at bo sammen med et spøgelse. Der var en stor sort sky hængende over lejligheden hele tiden. Det påvirkede også mit og vores søns humør, men jeg følte ikke, jeg kunne gå fra en mand, der lå ned, som han gjorde,« Maria Elisabeth Johansen.
Men til sidst så hun ingen anden udvej. Mest af alt af hensyn til Maximilians tarv.
»Jeg stillede nogle ultimatummer op for ham og forlangte, at han skulle have den rigtige hjælp, så han kunne få det bedre. Men det mente han jo, han gjorde. Han forklarede, at tingene bare tog meget lang tid og mente ikke, at jeg var forstående og tålmodig nok. Så efter mange skænderier og diskussioner nåede jeg frem til, at det måtte ende med en skilsmisse. Jeg magtede ikke mere. Den ene dag kunne han være den sødeste mand, og dagen efter var han vred og aggressiv. Jeg anede ikke, hvor jeg havde ham,« siger hun.
I maj 2014 blev Maria og Magnus skilt. Kort forinden var han flyttet ind på KFUM’s Veteranbo i Høvelte, som er et tilbud til veteraner, som har det svært. Her bor de sammen med andre i samme situation og får hjælp til at komme på fode igen.
Tilbuddet så ud til at hjælpe Magnus på rette vej. Men en dag sendte han en sms til Maria.
På vej mod afgrunden
Magnus sendte billeder til Maria, hvor han sad og Maximilian sad og legede med Lego eller hyggede sig ved bålet.
»Det var som om Magnus igen var en far for sin søn. Noget han ikke havde været i lang tid,« siger Maria Elisabeth Johansen.
Når hun besøgte sin eks-mand på Veteranbo i forbindelse med aflevering og afhentning af deres søn, som Magnus havde hver anden weekend, lagde hun også mærke til, at der lå skolearbejde på bordet. Magnus var i sommeren 2015 begyndt på HF, og det virkede som om, han langt om længe havde fået det bedre.
Men inden længe begyndte hun at få sms-beskeder fra Magnus søndag morgen eller formiddag. Han bad hende hente Maximilian, selvom han efter planen først skulle hjem til sin mor om aftenen. Magnus kunne ikke overskue flere timer i selskab med sin søn.
»Da jeg spurgte Maximilian om det, fortalte han mig, at de ikke rigtig var sammen, når han var hos sin far. Maximilian legede eller så fjernsyn alene i stuen, og Magnus sad i kælderen og spillede computer,« siger Maria Elisabeth Johansen, som også kunne se på Magnus, at han havde det svært, når hun kom og hentede Maximilian.
Men det var ikke noget, han ville snakke om.
»Jeg tror ikke, han selv var klar over, hvor dårligt han havde det. Han forsøgte at undertrykke det, men der skulle hele tiden mere og mere til for at få de negative og destruktive tanker på afstand. Det er ligesom en alkoholiker. I starten er en øl nok. Så skal der tre til. Og til sidst er det mange, mange flere,« siger hun.
I starten af juni 2016 modtog hun igen en sms fra Magnus. Men allerede om onsdagen.
»Han skrev til mig, at han havde fået nogle nye piller og havde det svært. Han ville gerne aflyse (samværet med sin søn i weekenden, red.), fordi han ikke følte, han kunne give Maximilian det, han havde brug for.«
Maria roste ham for at sige fra, men fornemmede inderst inde, at det ville blive den første af mange aflysninger.
Der tog hun fejl.
De sidste ord
Tidligt på morgenen torsdag den 9. juni blev Magnus Eyðun Anders Norðtún efterlyst både hos Nordsjællands Politi, på Veterancenterets hjemmeside og på Livgardens Facebook-side, hvor Magnus’ bekymrede mor gerne ville i kontakt med ham. Det havde ingen været siden om mandagen.
Maria Elisabeth Johansen tjekkede Magnus’ Facebook-profil for at se, om han giver lyd fra sig der, da han heller ikke besvarede hendes opkald.
Artiklen fortsætter under billedet.
Der så hun det. Brevet.
'Jeg har længe været rigtig god til at lade som om, jeg havde det godt, men det er blevet gradvist sværere og sværere,' skriver Magnus i et langt og hudløst ærligt opslag på Facebook.
Han indvier sine venner i, at han har posttraumatisk stress – og hvordan det påvirker hans sind. At han er flygtet ind i en verden bestående af film, serier og computerspil for at få selvmordstankerne på afstand bare et øjeblik. For han har opgivet at finde mening med sit eget liv.
'Undskyldningerne for at holde mig i live er ikke nok og jeg har det som om at mit fravær er mere værd end mit nærvær. Min kamp er slut,' skriver Magnus, men understreger også, at det ikke er et selvmordsbrev, han her har forfattet.
Opslaget er fra 4. maj 2016, mere end en måned før hans forsvinden.
'Om jeg er her inden for den nærmeste tid eller ej; livet er, hvad vi gør det til. Er jeg her ikke, er det mit valg og det vil jeg bede om at i respektere det uanset om i forstår eller ej. Er jeg her stadig så vid at hvert øjeblik for mig er en kamp,' slutter Magnus Eyðun Anders Norðtún.
På den ene side var Maria underligt lettet. Endelig havde Magnus erkendt, hvor dårligt han havde det. På den anden side fik hans ord hende til at frygte endnu mere for hans ve og vel.
Desværre med rette.
Både Nordsjællands Politi, folk fra kasernen i Høvelte og mange frivillige ledte efter Magnus torsdag aften og fredag morgen. Han blev fundet på sit loft på Veteranbo om formiddagen, men da var det for sent. Magnus havde taget sit eget liv. De destruktive tanker, som havde pint hans indre i årevis vandt den ulige kamp over den udadvendte og livsglade mand, Maria havde mødt små ni år tidligere. Posttraumatisk stress har kostet endnu en veteran livet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det fremgår af en undersøgelse, Forsvaret har lavet i samarbejde med Aarhus Universitet med fokus på veteranerne fra Afghanistan, at ’2.000-3.000 danske soldater i dag lider af så alvorlige traumer og psykiske lidelser, at de ikke kan opretholde en almindelig tilværelse’. Flere eksperter vurderer dog, at tallet kan være endnu højere.
Fra 1993 til 2009 begik 41 danske veteraner selvmord.
’Er det det værd?’
Maria Elisabeth Johansen sidder tilbage med en følelse af, at Magnus døde på grund af en krig, der ikke var hans. Eller de andre danske soldaters.
»Hvad er det, vi sender vores drenge af sted til? Er det det værd?,« spørger hun.
For Maria står svaret som mejslet ind i Magnus’ gravsten.
»Uanset hvor mange problemer, der er i de lande, vi prøver at hjælpe, er omkostningerne for store – både for soldaterne og for deres pårørende derhjemme. Også når soldaterne kommer hjem igen, for mange af dem gemmer på frygtelige traumer, som de har svært ved at bearbejde,« siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Maria bebrejder egentlig ikke Forsvaret noget. De stod altid klar med professionel hjælp, når hun henvendte sig med sine dybe bekymringer over Magnus og hans adfærdsændringer. Men hun savner, at soldaterne og deres pårørende klædes på til at opfange faresignalerne i tide.
»Jeg ved ikke, om Magnus’ liv kunne have været reddet, hvis jeg havde presset på for at få ham til at åbne op om sine oplevelser og følelser efter den første udsendelse, men jeg tror, det er vigtigt at få talt om tingene. Sådan sikrer vi os også, at det bliver opdaget i tide, hvis der er noget galt,« siger hun.
Af bitter erfaring anbefaler hun især veteranernes pårørende at være opmærksomme på én ting.
»Læg mærke til det, hvis han ændrer adfærd eller opførsel. Især skal du være opmærksom, hvis han trækker sig ind i sig selv. Gør han det, vil jeg anbefale dig at søge hjælp med det samme.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Maria er nu i et nyt forhold og har netop fået tvillinger. Alligevel er intet som før.
»Jeg er lettet på Magnus’ vegne over, at han nu har fået fred. Det var det, han ønskede. Men han har også efterladt sin søn uden en far. Og det har jeg det svært med,« siger hun.
Magnus Eyðun Anders Norðtún blev bisat i Birkerød Kirke i tirsdags.
