God idé at indføre aldersgrænser i solarier, men kun hvis grænsen er 18 år, mener Kræftens Bekæmpelse.

Ung hud skal ikke ødelægges af skadelige solariestråler.

Derfor er det meget positivt, at regeringen vil indføre aldersgrænse for unge, der tager sol. Grænsen bør dog ligge på 18 år og ikke 16, som S og SF foreslog sidste år.

Sådan siger Kræftens Bekæmpelse, der glæder sig over, at minister for Sundhed og Forebyggelse, Astrid Krag, (SF) vil indføre ny solarielov.

- Det eneste fornuftige er at få en lovgivning igennem hurtigst muligt, og det skal være med en aldersgrænse ved de 18 år, siger Anja Philip, projektchef for forebyggelse af kræft i huden.

- Det er ud fra et rent sundhedsfagligt synspunkt. Vi kan se, at de største forbrugere netop er de 15 til 18-årige. Samtidig ved vi, at risikoen for at få modermærkekræft, når man bruger solarium, stiger jo yngre man er, siger hun.

Sidste år var der ikke flertal for S og SF's lovforslag om at forbyde unge under 16 år at gå i solarium.

Med det nye lovforslag ligger det endnu ikke fast, hvilken aldersgrænse regeringen vil gennemføre for de solarieglade unge. Men det vil ikke være hensigtsmæssigt at holde fast i de 16 år, lyder det fra Anja Philip.

- Hvorfor lægge aldersgrænsen ved 16 år? Det er der ikke nogle sundhedsfaglige argumenter for, siger hun.

Samtidig henviser hun til lande som England, Skotland og Tyskland, der alle har en lov på området, som sætter grænsen ved 18 år.

- Det giver ikke nogen mening at lægge snittet ved 16 år, hvis man vil nå længst muligt med sin lovgivning, og vi ved, at den største forbrugergruppe er unge på 16-17-år, siger hun.

Kræften Bekæmpelse udarbejdede i 2009 en rapport, der kortlægger unges solarieforbrug.

Ifølge rapporten har en femtedel af de 13-15-årige brugt solarium inden for det seneste år sammenlignet med knapt en tredjedel af de 16-18-årige.

/ritzau/